Eddie Murphy spiller hele familien Klump. Det overvægtige geni Sherman, Shermans impotente far og seksuelt udhungrede mor, hans skrupliderlige sengeatlet af en tandløs bedstemor og Shermans småtbegavede broder Ernie. Desuden er Eddie Murphy sig selv i velkendt stil som den ekstrafrække fyr Buddy Love. Den sjofle, intrigante, pruttende og pattesvingende Familien Klump er ikke en familie, man med sin gode vilje ville adopteres af. Det er slemt nok at tilbringe 107 minutter i dens ildelugtende skød. Men man kan ikke andet end blive imponeret over Eddie Murphys virtuositet og den teknologi, som nu gør det muligt, at samme mand myldrer rundt på lærredet i mange forskellige varianter uden at noget »ser underligt ud«. Men når det er sagt, så er det også på sin plads at konstatere, at 'The Nutty Professor II' er alt andet end hårrejsende morsom. Faktisk er den eneste Klump som Eddie Murphy ikke spiller - nemlig Rasmus Klump - lige ved at være sjovere. Handlingen er i sagens natur mildest talt gakket. Fede, godhjertede og geniale Sherman drømmer om at blive gift med sin underskønne professorkollega Denise Gaines (Janet Jackson), der er professor i genetik og kavalergange. Hans varme følelser er ikke ugengældte. Men tingene går galt. Sherman har opfundet en ungdomseliksir, som vækker begær hos alle lige fra multinationale medicinalselskaber til Shermans impotente far og umættelige bedstemor. Imidlertid er også Buddy Love tiltrukket af eliksiren. En række begivenheder af gen-teknologisk karakter gør, at Shermans indre sjofelist, Buddy Love, får lejlighed til at bryde ud af sit libidinøse fængsel og lave rav i Shermans liv. Samtidig begynder Shermans hjerneceller at nedbrydes i et alarmerende tempo. Hvordan det end går til, så ender det snart med at en pæn hvid mand bliver bagflækket af en King Kong Size hamster. Med dette optrin finder filmen også sit absolutte klimaks. Gnaversex er nu engang gnaversex og som sådan ikke til at komme udenom. Da slet ikke i den størrelse. Men uanset hamsterens format, og uanset hvor imponerende en teknisk præstation Eddie Murphy og hans make up-afdeling præsterer, så er det en af den slags komedier, der meget af tiden får en til alvorligt at frygte for, at man har mistet sin humoristiske sans. Prutter kan da godt være sjove, men så sjove som de åbenbart grænseløst anale amerikanere bliver ved med at finde dem, er ærlig talt noget bekymrende for almentilstanden blandt befolkningen hos vores mægtige allierede. Men så må man jo svare igen med en fodnote af en gåde helt på niveau med begivenhederne: Hvad er det, der er mindre sjovt end Eddie Murphy? Se svaret nederst i faktaboksen...