Hvad Jacques Tati er for fransk filmkomedie, kan man godt sige, at Sylvain Chomet er for fransk tegnefilm: Med forkærlighed for stille eksistenser og lavmælte originaler skeptiske over for modernitetens påfund og tempo trækker de i deres film tilværelsens tilfældigheder og magiske øjeblikke på snor.
Serveret med et minimum af dialog, men et overskud af næsten melankolsk humor og i en fortællerytme, der foretrækker tænkepausen for det larmende klimaks.
Omstillingsparat tryllekunstner
Så hvorfor ikke lade de to mødes?
Det sker her på to niveauer: En tegnet udgave af Jacques Tatis alter ego, monsieur Hulot med den høje skikkelse i for korte bukser og med den flegmatiske, let undrende mimik, spiller her den rolle, Jacques Tati faktisk havde tiltænkt sig selv i et filmmanus fra 1956, ind imellem ’Festlige feriedage’ (1953) og ’Mon Oncle’ (1958).
Om en tryllekunstner, der mærker publikums interesse svinge over mod rockmusik og andre nymodens hummelejstreger, men som får noget at leve for, da en ung pige slutter sig til ham.
Den rolle var skrevet til Tatis datter.
’Just a Gigolo’ som Leitmotiv
Tati indspillede aldrig historien, men det gør så Sylvain Chomet.
Født syv år efter manuskriptets tilblivelse og kun 21, da Tati døde i 1982, har Chomet kun to tegnefilm bag sig, begge originale, prisforgyldte genistreger: den ordløse kortfilm om ’Den gamle dame og duerne’ (1998) og den jazzede, spillefilmlange ’Trillingerne fra Belleville’ (2003).
Denne gang lægger ’Just a Gigolo’ som Leitmotiv en bund af vemod under ’Illusionisten’s fortælling eller snarere nedtælling mod det endelige farvel til rampelyset.
For selv om manden samvittighedsfuldt som altid propper kaninen i hatten, kortene i manchetten og paraplyen ned langs det ene ærme, før tæppet går, ændrer tiden og publikums smag sig jo.
Små gags trukket på snor
Chomet, der selv bor i Skotland, har henlagt tryllekunstnerens sidste succes til en landsbykro på en skotsk ø med en sprudlende øl- og livsglad befolkning.
Men da den halvgamle tryllekunstner og kroens unge stuepige rejser til Edinburgh for at slå igennem, bliver det for hende åbningen til nye, moderne livsformer – og for ham begyndelsen til enden.
Ligesom for bugtaleren, den tragiske klovn og de andre beboere på artisthotellet, hvor det umage par overhales af tidernes skiften.
I al underfundighed, forstås: Som nattevagt i en garage må monsieur Hulot selvfølgelig give tabt over for mekanikken, og enhver, der har erfaring med rørarbejde i gamle britiske huse, vil gnægge over hans genvordigheder med vandforsyningen.
Små gags trukket på snor, til klaverakkompagnement. Næsten stumfilm.
Halv- og helvoksne med temperament til Tatis og Chomets humor vil holde af den gennemmusikalske histories fintmærkende, ’gammeldags’ håndtegnede animation på smukke, mættede baggrunde, som i øvrigt skyldes danske Bjarne Hansen, filmens art director.
fortsæt med at læse
