Denne foruroligende interessante grundhistorie i en tvivlsom animationsteknik genkalder uvægerligt det gamle danske ordspil:
Er der liv på Mors? (Undertiden fulgt af Mors hvasse modspørgsmål: Er der måske liv i Fars?!) For som originaltitlen bedre antyder, handler filmen virkelig om at redde Mors liv – på Mars: Mars mangler mødre.
LÆS OGSÅ
Milo er en amerikansk middelklasseknægt på ni, arbejdssky, utaknemmelig, underholdningssyg og uforskammet sårende over for sin mor, en vaskeægte mønsteropdrager efter den gode opskrift: kontakt, krav, kærlighed.
Så hende kidnapper marsboerne for at overføre hendes principper til robotopdragelsen af deres egne mudderudklækkede børn. På bekostning af hendes liv, ganske vist.
Låner med arme og ben
Men den nu angrende Milo slap med til planeten og finder heldigvis to forbundsfæller: en forvokset dreng/barnagtig voksen ved navn Gribble, der leger guerilla på planeten, og den yndige marsbo Ki, der efter studiet af 70’er-tv-serier fra Jorden vælger at modarbejde diktaturet til fordel for frihed og familieliv efter en peace, love and understanding model i forbund med planetens slavegjorte rastafari-hanner. Hm!
Til de enfoldige og ubevidste klicheer hører det totalitære matriarkat på den røde (!) planet – med asiatisk klingende sprog.
I øvrigt låner filmen med arme og ben, fra ’Pinocchio’s skæbne for dovne drenge til ’Tron’s totalafrettede troppestyrker.
Hm hm hm
Der er sjove, Nasa-tro detaljer i rumteknologien, og kampen for Mors liv giver ægte gribende scener, men netop den vil afgjort forskrække mindre børn:
Risikerer man at miste sin mønstermor?
Des mere skræmmende, fordi Wells og producer Robert Zemecki (’Tilbage til fremtiden’ og ’Polar Express’) bruger den livagtighedssøgende ’performance capture-teknik’: Skuespillere med sensorer på spiller bevægelser og dialog igennem og ’genskabes’ så i digital animation.
Milo deler således fjæs med Seth Green (’Austin Powers’) i let størknet version. Hm igen!
fortsæt med at læse
