De havde begge børnekulturelle nyklassikere bag sig, da de i 1971 slog pjalterne sammen og tegnede sig for den eneste børnefilm, der senere skulle få plads blandt dansk filmhistories tolv kanoniserede værker: ’Bennys Badekar’ var – siger kanonudvalget bl.a. – »et blomsterbarn af sin tid, der ønskede at give al magt til fantasien«.
Først nu, en menneskealder senere, har Cirkeline-far Jannik Hastrup og Snude-far Flemming Quist Møller atter slået pjalterne og den uspolerede barnlige livsappetit sammen og gentaget deres særlige, enkle animationskunst, hvor »fordringsløsheden vendes til en charmerende og jazzet styrke, der appellerer både til børn og voksne«, igen ifølge kanonudvalget.
Vidtløftigheder vs. poetisk enkelhed
Med cykelmyggen Egon og dansemyggen Dagmar er det, ligesom det synes at være med de kanoniserede tegnefilmmakkere selv: Hvor forskellige de end er, kalder de det bedste frem i hinanden. Quist Møllers cykelmyg, som fornyede den danske billedbog med sin første hårde spurt allerede i 1967, får noget målrettet at bruge sin energi på i mødet med dansemyggen Dagmar – ligesom ophavsmandens rastløse hang til vidtløftigheder bliver holdt på sporet af Hastrups poetiske enkelhed.
Med afsæt i den første billedbog følger filmen Egons tilblivelse som ’cykelmyg’: Fra larvelivet under vand klækkes kræene og går på vingerne – undtagen Egon, der er faldet for en cykel, som nogle cirkuslopper har tabt af gøglervognen. Via det berømte billede af skovtroldens jordbærtud, som slynger Egon fra sig i et kæmpenys, når vi frem til mødet med Dagmar, der hellere vil danse til Musekternes Bazar-rytmer end svirre rundt i luften.
Arbejderkamp i myreland
Egon bliver ret betaget i forbifarten, men med hele kroppen dunkende af pubertetens EPO vil den rastløse yngling videre verden rundt. I et diskret portræt af de første forelskelser i den alder, hvor pigernes udvikling løber fra drengenes, følger vi nu Dagmars kærlige manipulationer, hjulpet af en lille katastrofe i insektverdenen:
De røde myrer har invaderet de sorte myrers tue, dræbt deres dronning og indsat deres egen. Den overlevende spæde sorte myreprinsesse er de sorte arbejdsmyrers eneste håb om at genvinde friheden – dvs. det trygge, ufri liv som dubletter af hinanden og totalt afhængige af ordrer ovenfra. Under ’dronning’ Dagmars ledelse og med Egons – og efterhånden også bidronning Floras – bistand indleder de guerillakrigen mod Dominella, de rødes enehersker.
Hver med sin stemme
Lyder konflikten noget konstrueret, er den da også kun påskud for rækken af underholdende scener med gevaldigt genkendelige menneskelige træk – og dialektale stemmer: Lisbeth Dahl er Dominella med diktion som formandinden i en jysk Rotaryklub, Ole Thestrup en venligtsindet bonderøv af en rød soldatermyre, Claus Ryskjær hele koret af københavnske arbejdermyrer og Jesper Klein en overforsigtig snudebille, fra Lolland tror jeg nok.
Kim Larsen har stået model til den bredflabede banjobille og lægger selv stemme til sin ’Ode til Sensitiva’, det er bandets græshoppestryger med Anne Marie Helgers forførende røst. Hornbillen har både Elith Nulle Nykjærs stemme og klarinet, mens Christian Sievert nok lægger guitar til musikken, men stemme til Kålormen med vandpiben, Quist Møllers kærlige hilsen til Alice i Eventyrland.
For få flippede udskejelser
Alt dét kan voksne og store børn hygge sig med at afkode, uden at de mindste bliver koblet af en historie så enkel, som var vi i Cirkelines verden. Savner man som jeg endnu flere flippet musikalske udskejelser (og den slags lukker ikke børn ude – tænk bare på ’Dumbo’s deliristiske syner af lyserøde elefanter), så må man trøste sig med, at de yngste børn lever åndeløst med i kampen for myreprinsessens frelse og genindsættelse.
Det er lykkedes – som ellers kun i DreamWorks’ legendariske ’Antz’ – at gøre de kitinklædte insekter charmerende, her måske fordi flyttefilmteknikken (nu ganske vist digitaliseret) påtvinger figurerne en tilforladelig enkelhed. Men ikke mindst i kraft af en vidunderlig dialog, frisk og frejdig og nutidig uden de værste rap-grovheder.
Skulle det knibe for familiens yngste at få de gamle med i biffen, kan de med god samvittighed gribe til opmuntringer a la den skønne Dagmars, når hun skal hanke op i den mere nølende Egon: »Kom nu, din lækre hængerøv!«. Er der måske nogen aldersgruppe, der ikke kan have glæde af en letfattelig, rytmisk raffineret fortælling om at ’gøre det, man er bedst til’, som de siger i banken – og ikke finde sig i noget!
fortsæt med at læse
