'Lilja 4-Ever' starter og slutter til lyden af tyske Rammstein og det nødblussende brøl 'Mein Hertz brennt!'. Man kan næsten lugte den bitre brandlugt. Så desperat hjerteskærende fremstiller Oksana Akinsjina den 16-årige Lilja. Akinsjina er født i 1987. Liljas 11-årige ven Volodya spilles af den to år yngre Artiom Bogutjharskij. På trods af sprogbarrieren kan man konstatere, at den svenske instruktør Lukas Moodyson har gjort det igen. Nemlig lokket helt forbløffende præstationer ud af sine unge skuespillere. Ganske som han gjorde det i sin eminente debutfilm 'Fucking Åmål', der med ét slag placerede ham som en af Skandinaviens mest spændende og alvorligt arbejdende unge instruktører. 'Fucking Åmål' var for første gang i lang tid for alvor en film om unge. 'Tilsammans' tog livet i et fordums flipperkollektiv mere alvorligt, end nogen dansk film har formået. Men med sin tredje film er det for alvor blevet alvor for Moodyson. 'Lilja 4-Ever' er en knugende og blodunderløben tragedie fra det tidligere Sovjetunionen. Skæbnetung socialrealisme indspillet i Tallinn, det nærliggende Paldiski og til dels i Sverige. At kalde livet blandt de nedslidte baltiske boligblokke for trøstesløst er en underdrivelse. Uden udsigt til andet end regnvejr, kulde og endnu mere elendighed doper beboerne sig med vodka, fjernsyn og limsnifferi. Det er ved dette menneskelige frysepunkt, Lilja bliver berøvet den sidste tynde skal af beskyttelse, da hendes mor rejser til Amerika med sin nye kæreste og overlader Lilja til at klare sig, som hun bedst kan. Liljas valgmuligheder er få og uden undtagelse nedslående. Men måske findes prinsen på den hvide hest også i disse håbløse omgivelser? Andrei får øje på Lilja på et køddiskotek, hvor hun forsøger sig som luder. Andrei er flot, blid og ved muffen. Og så glad for Lilja, at han lover at tage hende med sig til det forjættede land Sverige, hvor arbejdspladserne hænger fede og plukkemodne på træerne. Sådan en fyr er næsten for god til at være sand. Det er en hjerteskærende brutal film. Fortalt med masser af ømhed for sine to hovedpersoner. Fortalt med afsky for den verdensorden, der synes indstillet på at acceptere en opdeling af mennesker i forbrugere og forbrugte. Uden at ryste på hånden skildrer Moodyson en baltisk virkelighed, man helst vil ignorere. Samtidig langer han den svenske og skandinaviske selvtilfredshed en kindhest, der synger, så det kan høres tværs over Østersøen. Filmen er et solidarisk og bevægende portræt af teenageren Lilja. Her går der en lige linje fra 'Fucking Åmål' til 'Lilja 4-Ever'. I en tid hvor man i Danmark med succes dyrker den menneskeligt bløde mellemvare, er det stærkt at se Moodyson fare i struben på den sociale elendighed et stenkast fra Skandinavien. Men det er også, som om trøstesløsheden er gået Moodyson i blodet med denne fatalistiske beskrivelse af et socialt barbari. Moodysons film er kompromisløs kulsort, men føler sig alligevel kaldet til at etablere en eller anden form for håb. Til det formål indfører han en metafysisk dimension komplet med englevinger. Filmen igennem har Lilja bedt til Gud foran et billede med en bevinget engel, der fører en lille pige ved hånden mod lyset. Gud er tilsyneladende stokdøv, men Moodyson lader alligevel englevingerne sprænge de i øvrigt strengt realistiske rammer. Det er et håb uden håb, og englevingerne kommer i mere end en forstand til at virke påklistrede. Som en smuk, men formålsløs gestus. 'Lilja 4-Ever' er en stærk, ja, næsten demonstrativt voldsom oplevelse, der kun i hovedrollerne giver rum for de menneskelige nuancer, Moodyson tidligere har vist sig at have så godt et blik for.