Så har man oplevet det med: At sidde i biografen og ligefrem savne Sylvester Stallone i en film!
Forklaringen på dén overraskelse er, at ’Sly’s babymund, drømmeblik og stenfjæs trods alt tilføjede en slags menneskelighed til ’Judge Dredd’ i filmen fra 1995, hvorimod den ny ’Dredd’, newzealandske Karl Urban (Éomer i ’Ringenes herre’), har en noget grimmere mund – og andet ser man ikke af ham under den skumle dommerstyrthjelm.
Enkelte attraktioner
Helten fra det britiske tegneserieblad ’2000AD’ (dét var fremtid i 1977, da serien begyndte) er samme fascistoide rocker-idol som før: MC-transporteret dommer, strisser og bøddel i ét, lovens almægtige håndhæver i asfalt- og betonhelvedet Mega City One med 800 mio. indbyggere.
LÆS MERE
Volden spiller hovedrollen i genindspilning af floppet 80'er-orgieHer skal Dredd nedkæmpe en narkomafia på en beboelsessilos 76. etage, kun assisteret af en synsk kvindelig aspirant, Cassandra. Hun kan læse tanker, og filmens ene gode scene er et mind game mellem hende og en skurk, der mishandler hinanden – i tankerne.
Rusmidlet Slo-Mo, der får hjernen til at tro, at tiden går 100 gange langsommere, leverer filmens anden attraktion: æstetisk frapperende 3D-billeder af sæbevand, kugleregn og menneskeperforering i slowmotion.
Også nogle fugleperspektiver på siloerne og trafikken gennem storbyhelvedets syvdobbelte udfletninger er smukt kameraarbejde, næsten-danske Anthony Dod Mantles første i 3D.
Men ellers: totalitær discountjustits som påskud for blodrus, dramaturgi og skuespil reduceret til videospillets repetition.
Dystopien er skræmmende. Resten er tavshed.
fortsæt med at læse
