Fremtidens filmhistorikere får brug for socialpsykologisk bistand til at forklare de dybere kilder til Hollywoods særlige ’buddy-farcer’ fra begyndelsen af 2000-tallet.

Altså lystspil om voksne mænd i flok med en modenhedsalder, som gik i stå i puberteten, hvorfor deres humoristiske sans udelukkende aktiveres af prut, pik & patter, skønt de kan kopulere og konsumere rusmidler ligesom voksne. F.eks. ’American Pie’- og ’Tømmermænd’-filmene eller den endnu bioaktuelle ’The Watch’.

Tvivlsomme behov
’Ted’ forklarer ikke det sociale – hvorfor de løjer virker på SÅ mange mænd netop nu? – men den besynderlige historie giver et udviklingspsykologisk bud:

Vi skal længere ned end puberteten, ned til den 5-6-års alder, hvor filmens ensomme John brændende ønsker sig en bedste ven – og hans jævnstore teddybjørn så bliver levende.

Den alder, hvor børn opfinder usynlige ’legekammerater’, som de bl.a. skyder skylden på for egne tvivlsomme behov eller gale streger: »Det var Stoffer, der gjorde det!«.

Kæresten eller bamsen
Hvad nu, hvis sådan en knægt har det ligesådan, når han er midt i 30’erne og på Mark Wahlbergs højde og med hans tilforladelige væsen – men fortsat helst hænger ud med bamsen Ted, der (med instruktør Seth ’Family Guy’ MacFarlanes egen stemme) nu langt overgår ham selv i druk, dovenskab og drivende sjofle uforskammetheder?

Og hvis hans kæreste forståeligt nok tvinger ham til at vælge mellem hende og den kæphøje – men kun knæhøje – plysrædsel?

John er – også i betragtning af kærestens (Mila Kunis’) milde sind og smækre skikkelse – ufatteligt længe om at vælge eller i hvert fald leve op til valget. En bekvem ’medlidenhed med Ted’ får gang på gang den venlige voksne hængerøv til at falde i.

Selv om Ted flytter til sin egen lejlighed (ja, han skal forstås som spillevende, om end udstoppet), har bamsemand snart fået noget fantastisk tjald, der skal prøves, eller også holder han abefest med en særlig gæst: Jens Lyn fra deres (rigtige) 80’er-barndoms ’Flash Gordon’-film, spillet som kokainsniffende muskel-oldfund af den ægte Sam Jones.

Alt sammen lokker det John fra arbejdet og/eller kæresten.

Pubertær humor

Wahlberg er ikke ucharmerende som den naive hængerøv med en ordentlig bjørn på. Glimt af en Norah Jones-koncert er også okay bonus.

Det er svært ikke at ærgre sig over en sært hjerteløs plotsløjfe med bamsenapning foretaget af et (endnu mere) afsporet far-søn-par.

Men ifølge kalkulen vil man more sig hjerteligt og ucensureret, hvis man selv tilhører målgruppen af mænd med umætteligt behov for pubertær humor.

Og så kan man jo altid sige, at ’det var Ted, der købte billetterne’.

Se traileren til 'Ted'

fortsæt med at læse

Prutterne mangler timing i analbanal western-parodi