0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Henrik den Usynliges uskyld

Jacob Thuesen spillefilmdebuterer og gør det overbevisende godt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tankerne går i retning af en vis roman af Franz Kafka, hvor selve anklagen i virkeligheden ender med at blive det centrale og får den uskyldige K til at føle skyld.

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Udtaget til Berlins filmfestival - og udtaget med rette. Jacob Thuesen, som har en karriere som en af dansk films bedste klippere, debuterer overbevisende som instruktør af 'Anklaget' - en film, som har udpræget flot koncentration og skarphed - det er lige før, man vil sige: skåret med et barberblad.

Også manuskriptet af Kim Fupz Aakeson har forladt den danske intimsfæres rolige, småskøre pudseløjerlighed for at undersøge, hvad der gemmer sig under overfladen. Og måske er resultatet mere foruroligende.

Der gemmer sig et moralsk dilemma, som får moralske konsekvenser - så meget for værdidebatten, som i 'Anklaget' bliver undersøgt til bunds. Ikke som en æstetisk avisdebat, men som et psykologisk vedkommende drama om incest og familieforhold. Hvad er forbrydelsen - og hvad er straffen?

Svømmetræneren Henrik (Troels Lyby) lever lykkeligt sammen med sin kone Nina (Sofie Gråbøl), kun er de begge forpinte over deres teenagedatter, Stine, som er negativ og utilnærmelig. Adgang forbudt og en tiger på døren.

Så bliver de kaldt til samtale hos skolepsykologen, som også har problemer med Stine. Hvad er der i vejen? Med præcis og velgørende fart kommer dramaet ud af hullerne: Henrik anklages for incest og tiltales. Hvad har han gjort?

Har han gjort det?
Her bliver filmen dokumentarisk i en grad, som tv-serier som 'Forsvar' og 'Rejseholdet' aldrig nogensinde har kunnet prale af. Vi ser, hvad der sker, når et menneske indsættes - ydmygelse, skamfølelse, udvendig høflighed, forventninger om en systematisk hævn fra medfanger, som ikke vil vide af dem, der piller ved børn.

Henrik går langsomt i opløsning. På hans ansigt ses vreden og kulden, som sniger sig ind. Hvad er det, som er sket? Kun hans kone, Nina, støtter ham og elsker ham med den tillid, som mangler forklaring: Det gør man bare. Ligesom forældre tilgiver børn.

Filmen bliver i virkeligheden først rigtig spændende, da Henrik frifindes og kommer hjem igen. Nu skal han normaliseres. Men der er sjofel graffiti på bilen og mistanke hos hans overordnede. Hans ven, som er solidarisk, bliver overfuset af Henrik selv.

Hans forhold til konen bliver traumatiseret. Han begynder at opføre sig, som om han var skyldig - og i Jacob Thuesens bevidsthed er det det samme som at træde ud af normerne og begynde at lægge mærke til det grimme: Hvordan folk spiser - se på mundbevægelserne - hvordan de frygter at svømme ud og frygter at gå til bunds i vandet - en ny grim vinkel på hans arbejde som svømmetræner.

Og hvor er kærligheden? I virkeligheden handler filmen, slet ikke uden mod, om et afgørende kærlighedstab - og om den ondskab, som ikke kan finde på plads igen med et »undskyld«. Ikke datterens. »Undskyld, jeg løj«. Ikke faderens. »Undskyld, min skyld«.

Troels Lyby yder en beundringsværdig præstation som Henrik den Usynlige, Henrik den Samvittighedsplagede mand, som ikke i sit ansigt kan røbe andet end ordløs foragt for den straf, den tur ned på vandbunden, nogen i samfundet har dømt ham til. Venstre øjenbryn en anelse løftet, ironien og bitterheden skitseret, men rollen fastholdt i et forpint stilleben og sandsynliggjort, ligesom Sofie Gråbøl får afleveret sin usikkerhed med maksimal effekt. Og alle biroller er præcist besat.

Filmen er en director's cut - lille budget, kort optagetid, og lang klippetid. Og ikke mindst den klippetid er blevet alle pengene - og ikke mindst overvejelserne - værd.