Kontraster mellem drømme og virkelighed, skønhed og dæmoner er det, der møder tilskueren i de første minutter af Carlos Reygadas’ ’Lys efter mørke’ (’Post tenebras lux’), der delte vandene ved verdenspremieren i Cannes.
Nogle elskede den, og flere hadede den. Det forstår man godt.
LÆS MERE Kim Skotte: Man roder i en sump efter en palme af guld
Filmens første lange sekvens følger en lille pige alene ude i vildmarken omgivet af køer, muldyr og hunde. Himlen mørknes til lyden af koklokkernes klemten, mens den lille pige går fra sorgløs munterhed til stille bæven, der tiltager, da himlen lyses fluorescerende op af torden.
Sekvensen efterlader en følelse af stille gru, men bortset fra de vilde farver føles den grundlæggende naturalistisk, næsten socialrealistisk. Det er en dybt mærkværdig, næsten overnaturligt billedskøn sekvens, sært rørende og aldeles skræmmende på én gang; måske den smukkeste åbning af alle dette års film og de næste par års med.
De, der hænger på
Det realistiske og naturskønne fordamper dog straks efter i filmens næste og højst bizarre scene, hvor en lysende rød, animeret djævleskikkelse på bedste ’Roger Rabbit’-maner træder ind i en sovende families hus og lister sig lydløst, men tydeligvis determineret ind på forældrenes soveværelse medbringende en værktøjskasse.
Det er en scene, der vil dele filmens publikum i to: de, der hænger på, og de, der står af.
For fra da af bevæger filmen sig ud i et fascinerende, men gådefuldt landskab af uforudsigelighed med scener, der synes uforbundne, selv om man som tilskuer kæmper for at finde en rød tråd.
Der tegner sig langsomt en central fortælling om den hidsige, velhavende familiefar Juan (Adolfo Jiménez Castro), der lever i en rustik skovhytte (Reygadas eget hus) med sin hustru Natalia (Nathalia Acevedo) og deres to små børn (instruktørens egne børn).
De har bosat sig langt fra alting for at være tæt på naturen, men de opdager, at afsidesliggende idyl ikke nødvendigvis betyder familiefred, og Juan begynder langsomt, men sikkert at miste sin sunde fornuft.
LÆS ANMELDELSE ('Stille lys')
Laaangsom film om naturkraft og utroskabLyder det ligefremt, så tager man fejl.
Filmen springer frem og tilbage i tiden, og pludselig indskydes scener med to engelsktalende juniorrugbyhold (måske en erindring fra Juans ungdom?), scener fra en fransk swingerklub og ikke mindst en fuldstændig afsindig scene, hvor en mand river sit eget hoved af, hvorpå himlen svarer med en regn af blod.
Irriterende enestående
Carlos Reygadas gør det ikke nemt for tilskueren, men den mexicanske instruktør, der tidligere har stået bag film som ’Japón’ og ’Stille lys’, og som modtog prisen for bedste instruktion for netop ’Lys efter mørke’ i Cannes i 2012, trakterer til gengæld med et billedorgie, hvis dybe mystik kun overgås af dets intense skønhed og tilfredsstillende kompleksitet.
For selv om de to kontrasterende scener i filmens indledning antyder, at ’Lys efter mørke’ i en vis grad handler om forholdet mellem uskyld og ondskab, lader filmen sig ikke reducere til en moralsk fabel.
LÆS OGSÅ Kim Skotte: Palmen blev helt igennem europæisk
På samme måde er det givetvis en blindgyde at begynde at læse en masse selvbiografisk stof ind i filmen på grund af tilstedeværelsen af Reygadas’ børn og bolig og se den som en rejse ind i instruktørens eget mørke hjerte; den slags simple entydigheder ville være en begrænsning for både filmen og oplevelsen af den.
I stedet må man acceptere, at ’Lys efter mørke’ er en højst mystifystisk film, der driver af sted uden plot, men båret frem af billeder, lyde og stemninger.
Den er enestående, sær og helt sin egen på samme måde, som Leos Carax’ ’Holy Motors’ var det, og akkurat lige så irriterende og vidunderligt overrumplende med sin hallucinatoriske skønhed.
Utæmmet mesterinstruktørs nye film lyser med kunstnerisk energiDen har sine indlysende svagheder, som med garanti vil afskrække nogen, men overgiver man sig til dens fascinerende, psykedeliske billedside, opvejes problemerne alt rigeligt af det gådefuldes overskud.
fortsæt med at læse
