Hverdagsdrama Hvordan er det nu, det er? Enhver familie har sine hemmeligheder. Der er noget, man ikke taler om. Der er noget, der bare sker. Og sådan er det. Det er vel navnlig det, Annette K. Olesens interessante og tankevækkende spillefilmsdebut handler om. Eller som familiens overhoved, portøren John (Jørgen Kiil), siger det mod filmens slutning: »Vi kan snakke om små ulykker, men ikke mere død«. Da ligger han selv i en sygeseng på hospitalet, og rundt om sengen sidder hans bror Søren (Jesper Christensen) og hans tre voksne børn, Marianne (Maria Würgler Rich), Tom (Henrik Prip) og Eva (Jannie Faurschou). Johns bemærkning tyder måske på en noget udglattende eller selvbedragerisk indstilling til tingene. Men det velgørende ved Annette K. Olesens film er ellers netop, at den i sin nøgterne portrættering af en meget genkendelig dansk nutidsfamilie og dens kriser ikke forsøger at springe over, hvor gærdet er lavest. Der er mange glimt af humor og varme i 'Små ulykker', men filmens personer får alligevel aldrig lov til at skjule sig bag et skjold af ironi og satire. De må frem i lyset, så man kan se dem i uforskønnet helfigur. Længere frem i lyset, altså, end vi ellers er vant til i tidens populære danske hverdagskomedier. Så selv om der er en del at grine af i 'Små ulykker' - for det meste en noget medfølende og overbærende latter - så er der også i filmens grundtone en vellykket, men dramatisk krævende strenghed og alvor, der ikke er til at spøge med. Det hele begynder da også med - ikke en lille ulykke, men et dødsfald. Det er Johns kone gennem mere end 40 år, Ulla, der omkommer i trafikken. Og det er familiens reaktioner, store som små, på dette pludselige dødsfald, filmen følger og registrerer med en lydhørhed, som afgjort markerer forskellen på solidaritet og udlevering. For med Ullas død opstår der med ét en voldsom uro i familiens faste mønstre og i de enkelte personers forventninger og syn på tingene og hinanden. Ikke fordi Ulla var nogen stærk og dominerende personlighed. Ved begravelsen foreslår Eva, at de alle skal sige det første ord, der falder dem ind, når de tænker på moderen - og Tom siger »rullesteg«, John foreslår »varme«, og Eva nævner »afstand«. Men med Ullas død bliver vanerne brudt. Lyset falder på en ny måde. Det bliver muligt at viske tavlen ren. At få et liv? For i 'Små ulykker' ligger det som en dæmpet, men indtrængende anklage, at disse mennesker ikke har levet. I hvert fald kun på skrømt. Men hvad nu? Nu er det måske, at den yngste datter, den ængstelige og uselvstændige Marianne, omsider må løsrive sig fra en tilværelse under forældrenes trygge vinger. At den udadvendte og handlekraftige Tom, der er en succesrig og fortravlet entreprenør, kan vende blikket indad og få øje på både sin egen tomhed og den familie, han så tankeløst forsømmer. Og måske er det nu, at den rodløse Eva, som af mangel på kærlighed og opmærksomhed er blevet en trodsig og kikset kunstnertype, kan vågne op, forlige sig med den barske sandhed og komme videre med sit liv. Her ligger de tre hovedkonflikter i 'Små ulykker', som Annette K. Olesen krydsklipper så behændigt imellem, at netop det mangesidige, til tider helt symfoniske ensemblespil bliver en af filmens klareste kvaliteter. For ikke blot de tre søskende spiller med. Det gør også Johns slappe og konfliktsky bror, Søren (Jesper Christensen). Han er gift med Hanne (Karen-Lise Mynster), men er erklæret uarbejdsdygtig og tilbringer derfor hele dagen på langs på sofaen foran tv-apparatet. Det kommer der et kraftigt ægteskabsdrama ud af. Gennemspillet så fint og stærkt af Christensen og Mynster, at det som en delhistorie, der vokser og vokser, næsten truer filmens samlede balance. For den mest oplagte svaghed i 'Små Ulykker' kan nok findes i det rent handlingsmæssige. Hvor vil filmen egentlig hen? Hvad er det for en historie, der først og fremmest skal fortælles? Her savner man ofte en ledetråd og et tyngdepunkt. Føler nu og da, at en tomgang sætter ind. Ser variationer over et tema, men meget lidt fremdrift. Alle disse afskeder og ankomster i forskellige lejligheder og bopæle, hvor familiens medlemmer hele tiden kommer og går og snakker med hinanden eller forbi hinanden. Men i det samlede billede bliver dette dog af mindre betydning. Fordi det er selve spillet og dets mange menneskelige facetter, der er det største aktiv i 'Små ulykker'. John og Marianne, Eva og Tom, Søren og Hanne - disse personer kunne meget let affærdiges som grå og triste og ordinære. Der kunne være en traurig og demonstrativ socialrealisme på færde i Annette K. Olesens udspil. Men det er der ikke. Meget lidt forekommer udvendigt eller påklistret. Det meste har en livagtighed og ægthed, der kommer indefra. Mennesker, man genkender. Fordi man ved, de findes og eksisterer. Alle er anbefalelsesværdige. Men mest levende, rørende og sammensat er måske Maria Würgler Rich som Marianne. En skikkelse så selvudslettende og usikker, at det går faretruende tæt på det parodiske. Men kun for at åbne for en anden indsigt, en anden dybde i et portræt, der netop bevarer sin intensitet på trods af figurens diffuse karakter. Dét er stort set hele kunsten i 'Små ulykker'.