Hvad er ambitionen for filmen om den populære hest Tarok?
Spørgsmålet er ikke bare retorisk; for handler ’Tarok’ bare om at mindes en tid, hvor det nationale samlingspunkt i hvert fald for en stund var en travhest, der gik under tilnavnet ’Dannebrog på fire ben’, er filmen bestået.
Ganske vist har filmen ikke samme elegante trav som sin titelperson, men alligevel tjener den til at fortælle historien til den yngre generation, der ikke selv har oplevet den folkekære hest.
Har Bjarup Riis og producent Regner Grasten derimod haft den mindste smule egentlig æstetisk vilje med projektet – og det må man trods alt gå ud fra – er ’Tarok’ dumpet.
Den er ikke bare (meget) for lang, den er også teknisk uskarp og ufokuseret fortalt.
LÆS OGSÅ Virkelighedens 'Tarok'-par krammede og græd efter filmen
Ingen hestekræfter
’Tarok’ tager sin begyndelse i 1948, og der skal gå årtier, før hesten overhovedet fødes ind i familien Laursen, der ledes med hård hånd af Karl Laursen (Bjarne Henriksen), der som en anden avlshingst har frembragt fire friske drenge, hvoraf den ene vokser op til at blive den Jørn Laursen, der førte Tarok til tops.
Filmen tager sig god tid, og tiden frem til ca. 1970 fortælles i uelegante hug, hvor tidens gang i bedste fald ses (eller høres) gennem det musikalske soundtrack og størrelsen på skjorteflipperne, i værste fald er slet skjult i replikker à la »Hvorfor husker ingen, at jeg også fik en topplacering i de sidste fem års travløb, altså siden 1966?«.
Der er enkelte fine detaljer i filmen, som Laursen-drengenes tavse ritual med at nikke anerkendende til hinanden, ligesom Henrik Vestergaard med sit skæve Thomas Helmig-smil gør en god figur i rollen som Jørn, og Iben Dorner er fuld af sødme som hans hårdtprøvede hustru Ingelise.
Det er såmænd ikke svært at forstå, hvad der er fascinerende ved historien om Tarok, men i modsætning til ’Hvidsten Gruppen’, der havde en stor historie at fortælle, kommer den alt andet lige noget mindre fortælling til kort.
Dertil kommer, at Bjarup Riis ikke har forstået at lægge snittet, så historien bliver skarp.
Mens Anders Refns sikre klipperhånd holdt tøjlerne i ’Hvidsten Gruppen’, løber ’Tarok’ løbsk rent fortællemæssigt og fortaber sig i både en skildring af dansk landbrug i 1950’erne, økonomisk smalhals i 1970’erne og en grotesk gammeldags hyldest til »gode danske hestekræfter«, som Karl Laursen siger.
De filmiske hestekræfter må man derimod kigge længe efter.
fortsæt med at læse
