Alfons Åberg mister en del af sin gamle magi på det store lærred

Trylleri. Den oprindelige magi er feset ud af Alons' verden.
Trylleri. Den oprindelige magi er feset ud af Alons' verden.
Lyt til artiklen

Journalisten Gunilla Bergströms små billedbøger om Alfons Åberg hører til de mellemstore genistreger i de sidste 40 års børnekultur, og det samme gælder tegnefilmtroldmanden Per Åhlins mange korte tv-tegnefilm om knægten, på dansk med Thomas Windings uforlignelige stemmevarme som bærebølge.

Som biograflang spillefilm er han imidlertid ikke tegnet af Åhlin, men af den prisbelønnede nordmand Torill Kove, og fortællestemmen er erstattet af ren dialog, med Lars Brygman som den danske far.

Som altid for lille
Basis er bogen med samme titel som filmen, men nu udbygget med episoder og karakterer fra andre af fortællingerne.

Drengen med det store hoved og de korte ben ønsker sig brændende en hund, men han er »for lille«, siger hans enlige far. Som altid.

Sjælden tegnefilm er en vaskeægte eventyrperle for alle aldre

Da de møder en tidligere nabo, der både har en hund og kan trylle, øjner Alfons muligheder, men kommer ud i noget rod med sin fars sørøverkikkert, tryllekunstnerens penge og nogle lidt større børn ovre i parken.

Den gamle magi

Rigtig farligt bliver det heldigvis aldrig, men heller ikke rigtig rørende eller morsomt.

Computeranonyme bybilleder som baggrund og en dialoginstruktion uden rigtigt særpræg hjælper ikke på sagen.

Og når et par af de andre børn – måske under rentegningen i Kina? – ikke har bevaret den karakteristisk enkle og næsten ’kiksede’ streg, går noget af uskylden også fløjten.

LÆS OGSÅ Selv en uovertruffen Yvonne kan ikke redde rodet Olsen Banden-film

Georg Riedels gode gamle musiktema fra tv-filmene er nu suppleret med sange – langtfra ørehængere – af et par yngre komponister.

Så selv om det hele handler om at trylle, er virkningen af dette første forsøg med Alfons Åberg i biograflængde faktisk, at hans verden har mistet en del af sin gamle magi. ’Hokus pokus, Alfons Åberg’ er sympatisk nok, også som kvalificeret biograftilbud til mindre børn.

Men nogen genistreg er det ikke.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her