En hyperaktiv, bændelflagrende mumie, en lige så trofast som tudegrim grisegedehund plus en stum papegøje, der alligevel ’taler’ på livet løs ved hjælp af skilte, er de tre originale figurer, der løfter denne festlige spanske pastiche på Indiana Jones’ subgenre over gennemsnittet.
Mindre opfindsom er den troskyldige Tad Stones selv med kartoffeltuden: jord- og betonarbejder i Chicago, men wannabe-arkæolog og eventyrhelt.
Og absolut forudsigelige er en plattenslager af en peruansk turistfører samt den fagre professordatter Sara med hjertet på rette sted bag den stramme tanktop.
LÆS OGSÅ Forunderlig animationsfilm skal forlænge dinoernes comeback
Ud af nuttetheden
Lokalitet og plot er også trukket i genreautomaten, men det følger jo så at sige af pasticheambitionen: En halv stentavle skal forenes med sin tabte halvdel for at føre til en skjult skat i Perus forsvundne by Paititi.
Men mumien – en manisk fætter til Rascar Capac, som Tintin mødte i ’De syv krystalkugler’ – forsvarer skatten; og den berømte fuparkæolog og tv-frikadelle Max Mordon, Tad Stones’ store idol, er også ude efter den sammen med et blondt bestie af en lejesoldat. De har taget professoren som gidsel – ja, hvad ellers?
Spansk animation for alle aldersklasser er godt på vej ud af den bolsjede tuttenuttethed i disse år, og Tad Stones-filmen har høstet en håndfuld nationale Goyapriser.
Men dens kvalitetsniveau kan nu ikke måle sig med Rabalder Bios forrige, sublimt charmerende franske småbørnsfilm om bjørnen og musen ’Ernest og Célestine’.
LÆS OGSÅ Sjælden tegnefilm er en vaskeægte eventyrperle for alle aldre
Foruden instruktør Enrique Gato – med videospil og to prisbelønnede kortfilm om ’Tadeo Jones’ på cv’et – står den private spanske tv-kanal TeleCinco og en stribe mindre filmselskaber for spillefilmen her.
Havde det ikke været for mumien, den lalleglade vovse og den forfriskende sure papegøje plus rapt og særdeles habilt animationshåndværk, ville resultatet ikke adskille sig fra anden mainstreamunderholdning for de 7-12-årige.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)



























