Intellektuel stimulans er ikke lige det, de ekstremt larmende ’Transformers’-films millioner af tilskuere går efter, men derimod lige netop det, de får til overflod:
slåskampe mellem skyskraberhøje, talende skrumler af tungt, skarpt, skudklart metal, som destruerer hele bydele med en armbevægelse.
Nærmere bestemt de ’onde’ decepticons imod de ’gode’ autobots, der i sammenfoldet form er automobiler i alskens formater, fra tonstunge lastvognstog til den toptunede gule racer Bumblebee.
Den blev unge Shia LaBeoufs bedste ven i 1’eren i 2007 og fulgte ham gennem 2’eren (2009) og 3’eren (2011). Alt sammen baseret på en populær serie legetøjsbiler.
Larmende rumisenkram er der stadig nok af, når samme instruktør og producenter (bl.a. Steven Spielberg) her i 4’eren roder sådan rundt i skrumlernes udspring i en fjern fortid og det fjerne verdensrum, at autobotanføreren nu i det ’godes’ navn vækker nogle metalmonstre så græsselige, at de burde være de ’ondes’ kreaturer.
Er plottet overkompliceret, er spillet til gengæld enfoldigt og med lutter nye ansigter. Som en art texansk Georg Gearløs har Mark Wahlberg intetanende opkøbt den skrotlastbil, der nu folder sig ud som autobotlederen Optimus Prime, og snart er både han og Nicola Peltz, hans trutmundede cheerleader-datter, på vild flugt fra både CIA og de decepticon-kloner, som statsagenturet udvikler til afløsning af de alt for autonome autobotter!
Under filmens sceneskift til Hongkong leverer Kelsey Grammer og Stanley Tucci som kikset skruppelløse embedsmænd lidt af den humor, Wahlberg og Peltz fatalt savner.
Men ikke nok til at få de timelange metalkollisioner eller den patetiske og ufrivilligt parodierende hyldest til selvretfærdig amerikansk uvidenhed til at glide ned.
fortsæt med at læse
