Skærer man handlingsforløbet i ’Olmo and the Seagull’ ind til benet, handler dokumentarfilmen om noget så hverdagstrivielt som en kvindes svangerskab og deraf følgende karrieremæssige overvejelser.

Men ’Olmo and the Seagull’ er ikke banal. I deres første fælles og meget talentfulde værk portrætterer instruktørerne Lea Glob (dansk) og Petra Costa (brasiliansk) en fransk skuespillers ængstelse og frygt under en besværlig graviditet i et udtryk, der blander fiktion og dokumentar. Filmen har vundet flere priser, bl.a. på CPH:DOX sidste år.

På tur rundt i landet

I denne uge sender Zentropa den rundt i landet på en måde, der må være inspireret af Dox-on-Wheels’ og Doxbios rimelige succes med at lokke publikum i biffen også til dokumentarfilmiske begivenheder. Alle visninger ledsages af debatter med deltagelse af folk fra teatermiljøet.

LÆS ANMELDELSE AF LEA GLOBS AFGANGSFILM

Et oplagt emne til diskussion kunne være, om Lea Globs og Petra Costas film er dokumentarisk eller ej. Instruktørerne blander bevidst genrerne i filmen, hvor vi i begyndelsen ser hovedpersonen, Olivia Corsini, tisse to streger frem på en pind.

I virkeligheden har hun måske ikke haft et filmhold med på toilettet, da hun fandt ud af, at hun var gravid, og kun så småt anede omfanget af den forandring, det ville skabe i hendes liv. Der er mange flere scener, hvor Olivia tydeligvis spiller skuespil og alligevel er oprigtig og måske ikke engang selv ved, hvor grænsen mellem skuespilleren og den vordende mor går.

Det er med til at skabe distance til privatmennesket Olivia, så man mere ublufærdigt iagttager hende og sætter sig i hendes sted. Det sker eksempelvis, da hun bliver har nødt til at holde sig helt i ro derhjemme på grund af risiko for abort og har ængstelse, frygt og træthed malet i dygtigt iscenesatte nærfotograferede ansigtsfolder.

Og så er der tilmed alle de sekvenser, hvor handlingen inden for gravide Olivias iltfattige vægge brydes af associerende og mere drømmeagtige scener, hvor man ser hende og kæresten, skuespilleren Serge Nicolai, øve sig på ’Mågen’ af Tjekhov. Her passer replikker fra stykket indimellem på stemningen mellem dem, som var der tale om velklingende akkorder fra en melodisk klaversats. Det bidrager til filmens groteske humor.

Det var ’Mågen’, Olivia skulle spille en hovedrolle i på Théatre du Soleil i Paris, da hun fandt ud af, at hun ventede barn. Da hun ikke kan arbejde, dukker svære følelser op:

»Er det her begyndelsen på enden af min karriere?«.

Den udtalelse og andre er publikumsvedkommende afsæt for diskussion.

Den genkendelige ængstelse

Kunstneriske dokumentarer om graviditet er få. Lea Glob og Petra Costas har hovedpersoner, som er villige til at vise, hvordan svangerskabet skaber en ny uligevægt i relationen mellem dem. Og så har Oliva mod på at formulere en genkendelig ængstelse, da hun siger:

»Når jeg tænker på mig selv som mor, kommer frygten. For jeg ved ikke, hvordan man gør«.

Er der så en løsning på Olivas karrieregrublen og en opskrift på den forandrede relation mellem hende og Serge, mellem Olivia og verden?

Nej. Men der er masser at tale om.

fortsæt med at læse

Behandling mod svamp hos gravide kan øge risikoen for abort