For de mange, der fik en stor og sjælden filmoplevelse tidligere på året med russiske Andrej Zvyagintsevs genistreg ’Leviathan’, er her godt nyt: Endnu et originalt filmisk storværk fra en udkant af Putins udstrakte rige. ’Udkant’ i en betydning så bogstavelig, at det får en stilfærdig flække i Udkantsdanmark til at ligne en sydende metropol.

At russiske film ikke er for de rastløse, har vi vidst lige siden Andrej Tarkovskijs ’Solaris’ og ’Vandringsmanden’, eller såmænd siden ’Tranerne flyver forbi’ i 1957. Den erfaring bekræftes igen af denne fortælling om postbuddet Aleksej Tryapitsyns liv, for der går et stort, roligt, universelt forbundet åndedræt gennem værket, båret af rolige kameraindstillinger både på den fjerne horisont og på de nære, ydmyge detaljer i hans virkelig nødtørftige bolig ved bredden af Kenozero-søen, 200-300 km syd for Arkhangelsk.

Igen er vi altså fjerntfra verdens vrimmel, i en bette by ved bredden af den sø, der er eneste vej til omverdenen, og med vores midaldrende postbud som dagligt bindeled. Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord og på søen, og han trives ganske godt.

Men jo mindre vrimmel, desto færre muligheder, så byen drager. Blonde Irina, som Aleksej går og bager på og hvis 6-8-årige søn han er en slags reservefar for og gerne tager med på arbejde. Denne enlige mor har egentlig opsyn med fiskerireglerne i den lille by – en tjans, som hun gør om muligt mere upopulær ved sin nidkærhed.

Men en dag pakker hun både søn og sydfrugter for at flytte til et nyt job i Arkhangelsk: »Paradis!«, jubler hun ved udsigten til et liv på kanten af Hvidehavet. Aleksej har samtidig fået stjålet motoren på sin båd, forudsætningen for den daglige dont.

Sjældent ubrudt atmosfære

Efterladt i denne usle ravnekrog med en flok pensionister og døende, berøvet alle fremtidshåb, tager også han tilløb til at rive rødderne op. Om han gør det eller ej, behøver ikke at røbes her – spænding af den slags har filmen ikke ligefrem overflod af.

Aleksej Tryapitsyn og Irina Ermolova hedder faktisk sådan i virkeligheden; også resten af filmens roller spilles, så vidt jeg forstår, simpelthen af beboerne selv på den gudsforladte plet på landkortet.

Filmen har måske derfor en sjældent ubrudt atmosfære af ægthed, men det skyldes også en ’dokumentarisk’ tilgang til handlingstempo såvel som detaljer: Kameraets dvælen ved et skåret krus, et usselt gasblus eller en udsigt over den sø, der både adskiller fra og forbinder til ’verden’ – hvis dén da ellers ligger noget andet sted end lige her.

Den bitre satire over pamperi m.v., som krydrede ’Leviathan’, skal man ikke vente. Andrej Konchalovskij kalder selv filmen kontemplativ, et »forsøg på at skærpe min hørelse og prøve at lytte til universets sagte hvisken«.

Det lykkes ham faktisk, og deraf en besindelse på glæden ved overhovedet at have et liv, man føler sig tryg i. Men det skygger ikke for, at værket samtidig er et helt konkret, jordnært filmepos om den himmelråbende usamtidighed i livsvilkår lige nu, ikke blot mellem denne verdens lande, men inden for grænserne af én og samme nation.