Formodentlig har alle familier deres særheder og hemmeligheder. Familien Angulo i en lejlighed på Lower East Side i New York har imidlertid så mange, at Crystal Moselles dokumentar om forældrene, de seks brødre og deres lillesøster på samme tid er en hårrejsende gyser og en grotesk gangsterkomedie fra virkeligheden.
Og så fortælles historien i ’The Wolfpack’ vel at mærke, så man gang på gang forbløffes og bevæges over tilstanden hos familien Angulo og ikke mindst over de seks brødres formidable overlevelsesdrift.
Fra første scene får man lov til at være til stede i brødrenes univers.
Uden pointe-spolerende forklaringer trækker instruktøren tæppet fra til lejligheden, hvor fars ord har været lov i drengenes opvækstår, hvor yderdørene derfor har været låst indefra, og hvor de seks halvvoksne sønner iklædt jakkesæt, solbriller og hjemmelavede attrapvåben ligner noget fra et surrealistisk lattervækkende Tarantino-univers.
Referencen er ikke tilfældig, viser det sig. Når Mukunda, Narayana, Govinda, Bhagavan, Krisna og Jagadesh, som brødrene hedder, larmer rundt i fordelingsgangen og værelserne, genspiller de med stor entusiasme og gravalvor scener fra ’Reservoir Dogs’ og lignende film.
Og da drengene viser instruktøren (og os) hjemmevideoklip fra deres indendørs halloween-fejring i 2010, er det tydeligt, at de her drenge ikke leger noget halvt.
LÆS ANMELDELSE To fortællinger om lys og liv sammenflettes smukt i poetisk film
Er det halloween, beklæder de hele vægge med eksempler på mørke sider af deres betydelige tegnetalent, tager gruopvækkende masker og kostumer på og fyrer op for en fantastisk livagtig genfærdsfest.
Bagsiden af legen sniger sig skridt for skridt ind i ’The Wolfpack’, der har lånt sin titel fra det navn, brødrene har givet sig selv. Især når Crystal Moselles har en af drengene for sig selv under et interview, dukker brikker til forståelse af en lige dele speciel og sørgelig barndom op.
Under hele deres skoletid er drengene blevet undervist hjemme i lejligheden af deres mor, som også har adlydt deres far, og gjorde hun ikke det, fik hun tæv. Der var år, hvor brødrene kun kom ud i dagslys en eller to gange. Der var år, hvor de slet ikke fik lov til at forlade lejligheden.
Ud over at moren har fået løn for at undervise sine børn, har familien levet af den mad, faren fandt rundt omkring. Det fremgår, at de i deres barndom har opbygget en bitterhed og vrede mod faren.
I størstedelen af filmen skånes faren for at blive konfronteret med sin mangeårige terror.
Crystal Moselles interviewer ham dog på et tidspunkt uden rigtigt at gå til ham. Det savnes nu ikke. Dels er han med årene blevet fordrukken og labil. Dels kan man mærke, hvad han har gjort ved familien. Drengenes ansigter bliver skarpe og hårde, når de snakker om ham. Morens bliver sommetider nervøst.
Uden leg med andre børn
Hvad gør man af sig selv, når man er vokset op under disse forhold?
Der ville ikke være noget underligt i, hvis en eller flere af drengene stak af, vendte vreden indad i depression, begyndte at skade sig selv fysisk eller på andre måder var ødelagte af den opvækst.
Det ville snarere have været naturligt. Upåvirkede er de da heller ikke gået gennem barndommen uden leg med andre børn, uden input fra andre voksne end forældrene og uden naturens dagslys.
Et af lydsporene til filmen er danske Peder og Asger Badens elektroniske nummer, ’Daylight’, hvor Signe Marie Schmidt-Jacobsens tryllebindende, slørede stemme nynner som en mosekone på Valium: »you need some sunshine, you need some daylight«.
Men de her drenge er ikke fortabte. Foruden morens tydeligvis ubegrænsede kærlighed har deres enorme kreativitet hjulpet dem, så de ikke er blevet helt tossede.
LÆS ANMELDELSE Fornemt fortalt Love Shop-historie tør fokusere på det, der gør ondt
I særdeleshed deres udfoldelser på tegnepapir og deres fascination af film synes at have reddet dem fra at blive knaldskøre. Gennem tegninger, film og skuespil har de i en lejlighed på Lower East Side set spejlinger af verden udenfor.
Det er karakteristisk for dem, at da de med Crystal Moselles kamera som vidne på et tidspunkt sprænger lejlighedens rammer og bevæger sig udenfor, kommenterer de hele tiden, hvor meget verden ligner en scene fra en bestemt film.
På den måde er det absurd nok brødrenes besættelse af nogle af historiens bedste, vilde fiktionsfilm, der har en del af æren for, at hele flokken så nogenlunde har bevaret jordforbindelsen. Den pointe er en del af Crystal Moselles fortælling.
fortsæt med at læse
