'Trumbo’ er en moralsk og politisk oprørende og samtidig ret morsom beretning om et kulsort kapitel i Hollywoods historie som global drømmefabrik: koldkrigsperiodens sortlistning af filmarbejdere med formodet kommunistiske overbevisninger eller bare sympatier. Under den landsdækkende kommunistforfølgelse med senator Joe McCarthy i spidsen indførte de store filmselskaber et regulært Berufsverbot, der varede fra 1947 og hele vejen gennem 1950’erne og ramte folk som Orson Welles, Pete Seeger, Charlie Chaplin, Leonard Bernstein, Dashiell Hammett, Arthur Miller og mange flere.

Sortlistning og stråmænd

Heriblandt også Dalton Trumbo. Som en af Hollywoods fermeste manuskriptsnedkere (bl.a. den oscarnominerede ’Kitty Foyle’ i 1940) blev han i 1947 indstævnet for Huac, Senatets komité for afdækning af uamerikansk virksomhed.

Under påberåbelse af forfatningens ret til tankefrihed nægtede han og resten af de indkaldte, The Hollywood 10, at svare på, om de »var eller havde været medlem af kommunistpartiet«, der vel at mærke ikke var ulovligt. Dét gav et års fængsel for ’foragt for retten’, som altså kun var en komité, på tvivlsomt retsgrundlag. De følgende år måtte den tidligere rigmand og society-personlighed hutle sig igennem med stråmænd som ’forfattere’ til sine manuskripter, indtil han i 1960 fik sit eget navn på Otto Premingers ’Exodus’ og Stanley Kubricks ’Spartacus’ med Kirk Douglas, og sortlistningen blev brudt. En kollega modtog i 1953 en Oscar for Trumbos manus til ’Prinsessen holder fridag’, og hans 1956-manus til ’Min bedste ven, Gitano’ gav en Oscar til en helt ukendt stråmand – begge dele blev siden rettet op, men det første kun efter hans død i 1976.

Både mandens og Hollywood-mccarthyismens historie er velkendt. En mere dokumentarisk film fra 2007 byggede på optagelser af manden selv og manus af hans søn, Christopher Trumbo. Og selveste Woody Allen spillede f.eks. i 1976 ’Stråmanden’ i en fin film om heksejagten.

Samfundssygdom bliver for sjov

Med Bryan Cranston i den altdominerende titelrolle er denne ’Trumbo’ en mere tidstypisk biopic: I stedet for et bredt billede af koldkrigssamfundet i kollektiv paranoia (med mulighed for 2015-associationer) fokuserer Roach ret snævert på Trumbos begavede og excentriske personlighed plus familiens hårdt prøvede tålmodighed med en forsørger, der sætter velstanden over styr for et princip. 4 af The Hollywood 10 er slået sammen til én (afdæmpet spillet af manusforfatteren Louis C.K.).

SE OGSÅ

Det valg plus sikre præstationer af især Helen Mirren som vitriolsk sladderjournalist og John Goodman som bøvet B-film-grosserer sikrer en vittig dialog og en happy ending, men reducerer også, groft sagt, en samfundssygdom til en overstået familieepisode.