Islandske mænd ødsler ikke med følelsesudbrud, lærer vi af bølgen af stærke film derfra som f.eks. de lune og lakoniske ’Om heste og mænd’ og ’Blandt mænd og får’.

Eller af Rúnarssons egne mindre humoristiske film: Efter den virkelig usentimentale 2011-debut, ’Volcano’ – om en indesluttet ældre mands gennembrud til omsorg og udadvendthed, da konen lammes af en hjerneblødning – vender han sig i denne mindre helstøbte toer mod kriser i den modsatte ende af livet: Den ranglede, bløde Ari på 16 år har det fedt i Reykjavík, bl.a. som utrolig smukt syngende kontratenor i et kor (titlens sangfugle?).

LÆS ANMELDELSEN AF VOLCANO:

Men da hans forskermor skal til Afrika, ’deporteres’ han under protest til den trøstesløse barndomsflække ude mod nordvest, hvor det stadig er magre tider efter finanskrisen, og hvor faren sumper rundt i druk og selvmedlidenhed seks år efter skilsmissen, og barndomsveninden har fået en bøvet voldsmand af en kæreste. Kun hos farmoren er der åbne arme, men også de lukkes.

Og så kulminerer den unge mands krise med virkelighedens uskønne voksne verden.

Nogle af scenerne mellem far og søn (hhv. ultramaskuline Ingvar E. Sigurdsson og let androgyne Atli Oskar Fjalarson) knitrer af uforløst hengivenhed, men ellers er udviklingen for dvælende og dertil grumme forudsigelig lige til det (næst)sidste i denne kuldslåede coming-of-age-film, der vist bygger videre på instruktørens 2008-kortfilm ’Småfugle’ med Fjalarson som barneskuespiller.

Heldigvis også med samme fotograf og klipper, hhv. Sophia Olsson og Jacob Schulsinger, der kan fange midnatslysets skønhed og signalere ’udkant’ bare ved tålmodigt at følge et lille indenrigsfly langs en meeeeget breeed bjergside.

fortsæt med at læse

Komedieserie om svenske detektiver i L.A. er ren spild af tid