Nabokonen er som forsvundet fra jordens overflade. Om natten smider hendes suspekte ægtemand en stor aflang pakke ned i bilens bagagerum og kører bort. Med skjulte øjne følger Claire Spencer fra nabohuset begivenhederne, og konkluderer, at der må være tale om et hustrumord. Denne tydelige henvisning til Hitchcocks 'Rear Window' er ikke den eneste henvisning til suspense-mesteren i Robert Zemeckis' 'Bag facaden'. Filmen er et ganske åbenlyst forsøg på at lave en moderne Hitchcock. I hovedrollerne finder man Harrison Ford og Michelle Pfeiffer, og hvis man leder efter nutidige modstykker til James Stewart og Grace Kelly, finder man ikke meget bedre bud, end netop den solidt tømrede Harrison Ford med den tørre humor og den skarpslebne, følsomme blondine Michelle Pfeiffer. Et langt stykke hen ad vejen er Robert 'Forrest Gump' Zemeckis' forsøg på at genoplive Hitchcocks ånd ganske vellykket. Ægteparret Spencer lever tilsyneladende i idyl i Normans fars nyrestaurerede hus. Norman Spencer er videnskabsmand på toppen af sin karriere. Nobel-prisen vinker forude. Claire opgav derimod i sin tid karrieren som lovende cellist for at hellige sig datteren Caitlin. Men nu er Caitlin flyttet på college og sprækkerne i Claires sprøde psyke træder hurtigt frem. Der er nerver på og de bliver pirret fra flere sider. Først er der de højst mærkværdige naboer Warren og Mary Feur. Så er der noget med en mystisk bilulykke Claire var involveret i et år forinden. Og så begynder Claire at se syner og mærke tilstedeværelsen af en poltergeist. Et spøgelse, der ligner hende selv som ung, dukker op i badekarret. Først bliver Claire skræmt fra vid og sans, men efterhånden får Claire en mistanke om, at spøgelset har en besked til hende. Norman, den rationelle videnskabsmand, ryster selvfølgelig på hovedet. Men det hele bliver mere og mere uhyggeligt og i denne nervepirrende optaktsfase formår Zemeckis at gå Mester Hitchcock ganske godt i bedene. Men det er kun overfladisk epigoneri. Kernen i Hitchcocks bedste uhygge var, at mennesket bag facaden rummer mange sære ting i sjælens mørke pulterkammer. Men Zemeckis er desværre anderledes bastant. Kradser man i overfladen i 'What Lies Beneath', trænger man ikke dybere ind i menneskesjælen, men finder blot overraskende udviklinger i plottet. Overraskelser, som kun er der, fordi de er overraskende. Zemeckis beslutter sig ikke for, om dramaet er psykologisk, er en kontant krimi-intrige eller hører til i det overnaturliges verden, hvor alle kneb gælder. Han holder alle muligheder åbne, men det er lidt for bekvemt at kunne gøre brug af alle tricks i posen. En strammere tankegang kunne have gjort 'Bag facaden' til en seriøs thriller. Nu bliver den blot et lovende gys, der fuser ud, fordi der ikke gemmer sig noget som helst bag facaden og ikke andet end et arsenal af special effects under overfladen.