Det vil på enhver måde være forkert at sige, at 'Save The Last Dance' er en film, der lægger vægt på nuancer og mellemregninger. Thomas Carters udspil er en kombination af et ungdomsdrama og en dansefilm, men desuden gælder det, at den største overraskelse i 'Save The Last Dance' er den fuldstændig vandtætte forudsigelighed i konflikter, handlingsgang og persontegning. Og netop derfor er det måske så velgørende, at filmen aldrig virker syntetisk eller udspekuleret. Den har sin egen meget enkle charme og troværdighed. Hvilket først og fremmest skyldes, at den i hovedrollerne er ganske velspillet på en naturlig og tiltalende måde af Julia Stiles som Sara og Sean Patrick Thomas som Derek. Hun er den hvide lidt overbeskyttede pige fra et pænt kvarter, der efter sin mors død flytter ind til sin rodede og ustabile musiker-far i Chicago. Her møder hun ham - den sorte rod med et hjerte af guld, der bor i et farligt nabolag, og som trods sin gode evner balancerer på kanten af en løbebane som langtidskriminel. Den historie har vi unægtelig hørt og set før. Romeo & Julie er aldrig langt væk. Men selvfølgelig er der denne gang den nyhed i den tidløse beretning, at Sara og Derek er begejstrede for at danse. Men også her skal de to elskende naturligvis lige finde hinanden og overvinde visse vanskeligheder, før den store harmoniske akkord indfinder sig. Sara er nemlig balletbarn, men efter moderens død har hun af en bestemt smertelig grund opgivet sin store drøm om at komme ind på det berømte danseakademi Juilliard. Derek derimod er naturligvis til sort og svedig hip hop. Så er det sagt. Det bliver spændende, om disse yderpunkter kan forenes. Men inden vi kommer så vidt, skal vi lige igennem det faste repertoire. Der er jalousi og fordomme, der er intriger og alliancer. Lyserød lykke og sort fortvivlelse. Svig og ansvarsfølelse. Og endelig: den store finale. På de skrå Juilliard-brædder. 'Save The Last Dance' er fra begyndelse til slutning så nem og så sympatisk at gennemskue.