0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Så hvid som sne

Jan Troells film om Sveriges første kvindelige pilot har overvægt i den psykologiske bagage.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
så hvid som sne
Foto: så hvid som sne

Foto fra filmen

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jan Troell har tidligere med sin film om Andrées ballonfærd demonstreret sin fascination af vovemod i de høje luftlag.
'Så hvid som sne' er historien om Sveriges svar på den danske Mille.

Nationens første kvindelige flyver. Den skånske bondedatter Elsa Andersson, der blev Sveriges første aviatrice. En historie, som samtidig bliver en fortælling om en historisk brydningstid, hvor det handlekraftige individ, også det kvindelige, får nye muligheder for at bryde med de traditionelle livsmønstre.

Historisk betragtet bliver Elsa Andersson således en eksemplarisk figur.

Men Jan Troell gør nok så meget ud af det psykologiske portræt. Hun er højst en halv snes år gammel, da moderen dør i barselssengen.

Lillesøsteren Fridas fødsel bliver en blodig tumult. Den danske husbestyrerinde Stine Jensen rykker ind i køkkenregionen og snart også i faderens seng. Elsa er bestyrtet og skjuler ikke sin afsky for kvinden, der har overtaget moderens plads. Moderens voldsomme død i barselssengen og de påtrængende lyde fra faderens nye lidenskab tørner sammen i hendes sind, hvor død og seksualitet filtrer sig uhjælpeligt ind i hinanden.

Det hvide lagen med det røde blod. Moderens død. Datterens mødom. Den røde plamage. Det hvide lagen så hvidt og uskyldsrent som et landskab dækket af nydreven sne.

Billeddigteren Troell er en mester i at lave disse dobbeltbilleder, hvor realismen er gennemtrængt af symbolik, men som titlen antyder, er han i 'Så hvid som sne' ikke en mester i begrænsningens kunst.

Den får ikke for lidt: Nøgne husarer rider skumsprøjtende ud i det føjelige hav på ryggen af de højlydt vrinskende symboler på deres maskuline virilitet. Den teknologiske revolution forandrer mangt og meget, men betyder samtidig bare, at den maskuline seksualsymbolik hæver sig op i luften. Hingsten bliver til en flyvemaskine, der penetrerer himmelhvælvets hymen. Døden og seksualiteten tager begge plads i en Blériot anno Første Verdenskrig. Elsa Andersson vægrer sig ved at blive bondekone og tilkæmper sig i stedet en plads ved styrepinden i de prægtige mænds flyvende maskiner. Hun bliver aviatrice og forskertser dermed i filmen sin mulighed for at leve et tilfredsstillet liv som kvindeligt seksualvæsen. Først aktiv pilot, så passiv udspringerske med faldskærm. Først flyvsk, så falden. Denne psyko-seksuelle fortolkning af aviatricens liv virker overdreven og konstrueret i en film, hvor den symbolske kabale går op, igen og igen, indtil veritabel fortærskelse.

Manuskriptet har Troell skrevet sammen med Malmö-poeten Jacques Werup, og det er måske grunden til, at vægtfordelingen er så forskudt i retning af det poetiske og psykologiske. Både direkte og indirekte er det psykologien, der tynger 'Så hvid som sne'. Psykologien må jo tilbage til barndommen for at finde årsagssammenhængene, og det må være forklaringen på, at barndommen fylder så uforholdsmæssigt meget i en film, der burde have været et fortættet drama om en kvindelig vovehals og en ny epoke. Som det er nu, bliver filmen pga. sine barndomsskildringer, og fordi den fortaber sig i sine detaljer, både for lang og omstændelig. Filmens nutid er indskudte skæbnesvangre sætninger i en fortælling hovedsagelig komponeret af tilbageblikke.

Mindre overlæsset bliver det ikke af, at Elsa Anderssons trang til at flyve også skal sidestilles med digterens trang til at digte, pianistens trang til at spille 'Plaisir D'Amour' og - underforstået - filmskaberens libidinøse trang til at filme.

Man kan kun ærgre sig over, at den psykologiske overvægt er løbet af med Troell. For undervejs har filmen skønne scener, helt uforglemmelige billeder og flere virkelig gode skuespillerpræstationer. Björn Granath er så fin som faderen og Rikard Wolff fra 'Englegård' er vældig karismatisk som den aristokratiske garderhusar Robert Friedman, der lever med en ræv bag øret og et champagneglas i hånden, men er sig smertelig bevidst at tilhøre en romantisk mennesketype fra en epoke, der er ved at rinde ud.

Noget lignende kan man desværre også ko