'Lost And Delirious' er en film om unge pigers kærlighed. Om lesbisk kærlighed på en canadisk pigekostskole. En af den slags fortællinger, hvor det er naturligt, at instruktøren stiller sig 100 procent solidarisk med sine hovedpersoner. Det gør Léa Pool, der tidligere bl.a. har lavet den prisbelønnede 'Emporte Moi'. Risikoen ved en sådan kompromisløs solidaritet er imidlertid, at filmen kommer til at blive en ufarlig skødehund i sin egen sags tjeneste. Hvilket sker i 'Lost And Delirious'. Filmen vil argumentere for, at kærlighed er kærlighed, uanset om den er af homo- eller heteroseksuel observans. Vel næppe et helt ualmindeligt synspunkt i disse oplysningstider. Men elskoven mellem de to modelsmukke teenagepiger Paulie (Piper Perabo fra 'Coyote Ugly') og Tory (Jessica Paré) bliver skildret med en øm kælenskab og solidarisk forfinethed, som snarere fortæller, at de to pigers relation er af en særligt ædel, æstetisk aftapning. Et synspunkt som stiltiende samtykkes med tilstedeværelsen af to godhjertede skolelærerinder af ældre årgang med - antydes det - samme seksuelle præference og deraf følgende menneskekloge blik i øjnene. Rollen som fortæller og publikums forlængede øje er tillagt den blege Mouse (Mischa Barton). Mouse er ny elev på kostskolen, hvor hun bliver værelseskammerat med Paulie og Tory. De tre bliver hurtigt venner. Eftersom de alle er følelsesmæssigt forsømte, har de nok at snakke om. Om natten fortsætter Paulie og Tory uanfægtet med at nyde kærlighedens frugter uden at lade sig genere af en stille mus med store ører. Men deres lykke får en brat ende, da Torys geskæftige lillesøster griber parret på fersk gerning. Behovet for social accept og sin intolerante religiøse families opbakning får Tory til at afbryde forholdet til Paulie. Men det er ikke en beslutning den ulykkeligt forelskede, og i forvejen uligevægtige Paulie, har i sinde at slå sig til tåls med. 'Lost And Delirious' er en film med følelserne uden på skoleuniformen. Det er filmens ubestridelige force, at den er så følelsesmæssigt medrivende, som tilfældet er. Til gengæld virker den sit 'dristige' emne til trods i sin fortællestil forældet og firkantet. Ikke mindst er symbolikkens maskineri tungt knirkende. Paulie, den frie fugl i forholdet, træner i skoven en skadet falk op til et nyt liv i frihed. Paulie kan ikke selv slås med næb og kløer, men hun fægter hidsigt og den symbolske forskel mellem klo og klinge er til at overskue. Mouse er ganske rigtigt en grå mus. Hun har svært ved at vokse sig stærk, men finder trøst ved at få planter til at gro. Det gør hun sammen med skolens gode gartner, der har sine viise fingre så dybt begravet i Moder Jords skød, at han ikke kan være andet end indianer (Graham Greene fra 'Danser med ulve'). 'Lost And Delirious' har ærligheden, sympatien og engagementet på sin side, men sammenligner man f.eks. med den tematisk beslægtede 'Fucking Åmål' ligner 'Lost And Delirious' et overgearet og uddateret forsøg på at indskrive Ken Loach på pigekostskolens humanistiske linje.