Med den slet ikke dårlige, rent håndtegnede 'Anastasia' fra 1997 lykkedes det ikke Fox-film at tilkæmpe sig en niche på animationsfilmmarkedet. Men hvis det også mislykkes med 'Ice Age', er der ingen retfærdighed til. For enkel stilrenhed, varmt vid og proportionssikkert fortællehåndværk gør denne totalt computeranimerede historie om et bogstaveligt talt utroligt istids- firkløver virkelig vellykket, selv om det lyder som dybfrossen pølse-snak. Hør nu bare: Først et landskab, is så langt øjet rækker, og på denne flade: Et egern med et agern. Som det vil gemme, bore ned i den hårde, glatte flade. Fladen knirker, sprækker, revner, flækker og bryder totalt op i en kosmisk kælven: Istiden er over os, under os, omkring os. Genial optakt, intet mindre. Verden er åbnet, eventyret strømmer ud: Der var engang. Bræen tvinger alle dyrearter mod syd, undtagen det distræte dovendyr Sid, der med et allerhelvedes mundlæder søger beskyttelse ved at slå følge med en forståeligt modstræbende mammut, Manfred den fåmælte. De finder et spædbarn, undsluppet efter et sabeltigerangreb på bopladsen. Sabeltigeren Diego bliver af sin anfører pudset på de to for at hugge byttet tilbage, men den lille og dovne og den store og vågne er enige om at aflevere den spæde hos menneskestammen. Under hjælpsomheds maske vil Diego nu føre dem i tigerkoblets skarptandede baghold, men da han kommer i livsfare på grund af vulkansk aktivitet under bræen, redder Manfred ham - »det gør man bare, når man er et hold«. Dét - og istids-mowgli'ens henrivende tillid - får rovdyrets luskede livssyn til at vakle: Er selvvalgt sammenhold og kammeratskab en bedre overlevelsesstrategi end babysteg og anførerlydig korpsånd? Banalt, jovist. Men fortalt i en fint afbalanceret vekslen fra ægte varme og elementær spænding - som i Manfreds erindringsflash ved synet af en hulemalet mammutjagt - til ironisk distance, ustyrlig wisecracking og en rent legesyg digression som dronteflokkens football-kamp på vandmeloner! Figurerne er karikerede, sceneriet ren computernaturalisme. Dét forudsætter som en selvfølge tilskuerens ironiske mediebevidsthed, den muntre dobbelthed i en moderne eventyrkontrakt: Her laver vi sjov for alvor.