Når stofmisbrugere på afvænning dagdrømmende fortæller hinanden om fortidens fede trip, kalder de det at tørfixe. Der er naturligvis umiddelbart langt fra narkomaner til veltrænede fridykkere. Men ikke desto mindre kan den nye IMAX-film 'Ocean Men' bedst beskrives som tre kvarters kompetent, dybblåt tørfix - henvendt til enhver, der holder bare den mindste smule af vand. I 1980'er-klassikeren 'The Big Blue' lykkedes det instruktøren Luc Besson at fange - og tilføje sit til - magien ved fridykning, ikke kun som en sport, men som en livsstil. Historien var bygget over virkelighedens dyst mellem franskmanden Jacques Mayol og italieneren Enzo Maiorca, som kæmpede om, hvem der kunne gå dybest - og komme levende op igen - på én vejrtrækning. Atmosfæren og konkurrencen er også grundelementer i 'Ocean Men'. Trods et mindre karakteristisk soundtrack skaber instruktøren Bob Talbot øjeblikke med fascinerende undervandsstemning. Og ligesom i 'The Big Blue' er der to hovedpersoner, der fremstilles som modsætninger: den meditationsdyrkende sicilianer Umberto Pelizzari - med tilnavnet Delfinmanden - over for den mere aggressive og adrenalinsøgende cubaner Pipin Ferreras. Nogen reel konkurrence mellem dem får vi nu ikke i 'Ocean Men', eftersom de dykker i hver sin disciplin - Ferreras ved hjælp af vægtslæde, Pelizzari kun ved egen kraft. Særlig nuancerede er portrætterne af dem heller ikke - hverken som mennesker eller som atleter. Vi hører en lille smule om deres træning og baggrund og en masse om deres kærlighed til havet. Men man kommer ikke mange millimeter tættere på de to fridykkere, som mest fremstår alvorlige og pittoresk veltrimmede - filmen beskæftiger sig ikke med den leg og spontanitet, som ellers også er en del af fridykning. Afstanden til hovedpersonerne forstærkes af, at 'deres' stemmer i voice-over ikke tilhører dem selv, men skuespillere, der fortæller i formfuldendt instrueret tonefald. 'Ocean Men' er en helt igennem iscenesat film, og hvad den vinder i velslebenhed, taber den i karakterfuldhed. 'Ocean Men' har hverken sin styrke som portrætfilm eller dokumentar, men som tørfix. Og her kan den noget. Filmen er et tørskoet dyk mellem hajer, delfiner og skibsvrag, serveret med reklamelækker æstetik. Der er solstrålers spil i havoverfladen, der er spændende mørke i undersøiske grotter og øjeblikke af åndeløs klaustrofobi; der er modige mænd, bekymrede kvinder og gode venner til at dele sine sejre med - hvad mere har man brug for her i livet? 'Ocean Myth' havde været en passende titel på filmen, der frem for alt er en ode til de store oceaner og de mennesker, som elsker og dyrker dem.