Dashiell Hammett, Raymond Chandler og James M. Cain. Det hårdkogte trekløver i amerikansk litteratur, som stod faddere til bølgen af film noir i 1940'erne og 50'erne. Coenbrødrene har i høj grad ladet sig inspirere af dem alle tre. Chandlers 'The Big Sleep' er, tro det eller ej, modellen bag det udsyrede bowlingdrama 'The Big Lebowski'. Chandlers replikkunst siver ind alle vegne i Coenbrødrenes film, mens 'Miller's Crossing' var en direkte hyldest til Hammets 'Rød Høst'. Men Cain er måske den mest centrale af de tre. 'Double Indemnity' og 'Postbudet ringer altid to gange' var i 1984 inspirationskilder bag Coen- brødrenes stilsikre og blodige debut 'Blood Simple' (men titlen var ordret løftet fra plottet i Hammetts 'Rød høst'). Nu vender Joel og Ethan Coen tilbage til Cains territorium. 'The Man Who Wasn't There' er ikke en filmatisering af en af Cains romaner, men Coenbrødrene skynder sig pligtskyldigt at erlægge den nødvendige homage. Nirdlinger's hedder stormagasinet, der spiller en helt central rolle i handlingen. Det er nemlig her, pengene findes. Nirdlinger er navnet, der udløser begær, grådighed og det skruppelløse. Ganske som det var det i Cains 'Double Indemnity', hvor Nirdlinger er navnet på den fristende velforsikrede ægtemand, der skal ryddes af vejen. 'The Man Who Wasn't There' er en Cainsk fortælling. En græsk tragedie omplantet til en tur på 3. klasse i 1940'ernes Californien. En skæbnefortælling om den fatale trekant sex, penge og grådighed. Men det er samtidig en meget Coensk historie. For på en måde er Cain, med al respekt, vendt 180 grader. 'The Man Who Wasn't There' er ikke en skæbnefortælling, der damper af fatal passion. Her er skæbne ikke noget, der klæber til personen som størknende blod. Tværtimod er den pletfri, distanceret, distræt. Hovedpersonen er ikke en mand, der begærer en anden mands kvinde. Hovedpersonen er en mand, der knap nok orker at begære sin egen kvinde. Ed Crane er en resigneret fatalist, der tilsyneladende har vænnet sig af med at forvente sig noget mere ophidsende af sit kedsommelige liv end en god bøf i ny og næ. Ed Crane er frisør. Jobbet rager ham en høstblomst, men han passer mekanisk pligtopfyldende sit job i svigerfamiliens salon. Fuldstændig åndsfraværende er han manden, der knap nok er der. Ed er gift med den ret så flotte Doris, men de er stadig fremmede for hinanden. Doris har vistnok en affære med sin chef. Et eller andet sted inde bag stenansigtet med den evindelige cigaret er det nok alligevel noget, der ikke huer Ed. Men ikke engang i den indre monolog - filmen er Eds genfortælling af sin egen skæbne - røber han stærke følelser. Ed er den inkarnerede selvudslettelse klædt i hvid kittel. Tilsyneladende en mand uden passion. Hans skæbne er som en moderne Sisyfos at klippe det hår, der så åndsforladt som hans egen tilværelses trummerum bliver ved med at vokse ud på folks hoveder. Men selvfølgelig har Ed begær. Det røber hans handlinger. Han begærer livet. Tænk at have et liv i stedet for at være manden, der ikke engang af sin kone bliver betragtet som en mand. Ikke engang Anden Verdenskrig kunne bruge ham. Ed blev kasseret pga. en høj svang. Men da chancen byder sig, gør Ed oprør imod sin skæbne. Den amerikanske drøm kræver penge at realisere. For 10.000 dollar kan man måske få et liv med penge, position og identitet. Men som i græsk tragedie bliver denne sætten sig op imod sin skæbne straffet. Hybris bliver fulgt af nemesis. Skæbnen har sine ufravigelige regelsæt. Men måden det kan gå galt på, kan være mange og snørklede. Film noir er det næsten, men ikke helt. Dertil spiller det kriminelle element i handlingen næsten for lille en rolle i forhold til portrættet af Ed. Det er ikke så meget de mørke kræfter, som det er gråzonens melerede fristelser, der er på spil i en film, hvor sort og hvid snarere er grå og hvid. De truende sorte skygger fra en film som Orson Welles' 'Touch Of Evil' er vendt til en fornemmelse af kridhvid. En slags anti-skygger. Som om frisørens hvide kittel er en skygge kastet af den usynlige mands grå liv. 'The Man Who Wasn't There' er ikke så meget endnu en hyldest til film noir som det er Coen- brødrenes manifestation af film gris - den grå film. Men i så fald er det en strålende form for grå! Efter de kulørte, komiske og lettere udknaldede 'The Big Lebowski' og 'O Brother, Where Art Thou?' går brødrene Coen nye veje, der krydser de gamle spor. 'The Man Who Wasn't There' er hverken festlig, blodig eller overdådig. Den er kontrolleret, knastør. Den guldrandede chance, som pludselig lokker Ed til handling, er fristelsen til at investere i noget så gennemført usexet som dry cleaning (hvilket i hvert fald i første omgang ikke har det mindste at gøre med fransk vask og strygning). Hvor Coenbrødrene på det seneste har luftet de mere overdådige sider af deres fantasi, er det denne gang andre sider af talentet, der er i centrum. Hvor fortællingen som regel er bygget op omkring fortællemodeller med et altdominerende klimaks, er Coenbrødrene tilhængere af en mere flad kurve. De er helt konkret iscenesættere af de enkelte scener, som alle tillægges betydning. En Coenfilm kan man nyde minut for minut, scene for scene, og det gælder ikke mindst ved gensyn. Det kan godt være, at pointen glimrer ved sit fravær i en Coenfilm. Til gengæld er filmen så heller ikke afhængig af den! I 'The Man Who Wasn't There' er hvert eneste optrin en cineastisk prydvækst af pertentlig iscenesættelse. Kameraets indstilling, klippet, replikkens intonation, lyssætningen, rekvisittens placering - helt bogstaveligt talt er der ikke et hår, der sidder forkert. Hår er da også symbolet, der hele tiden bliver klippet ind i filmens cykliske struktur. Hår, der vokser, bliver redt op til krigerfald, bliver klippet af, vokser ud igen og så fremdeles i hårrejsende monoton repetition, indtil både kunde og frisør ligger under mulde, og ingen djævel længere kan se, hvem der var hvem. Frisørfaget anno 1949 er skildret med Coensk kærlighed til fortiden. Igen demonstrerer Coenbrødrene deres helt særlige filmsprog - deres evne til at citere om kap med selv den mest forhærdede postmodernist og netop på dén baggrund skabe noget, der både er et fletværk af ekkoer og referencer, men også er fuldstændig originalt. Fuld af respekt og fuldstændig respektløs, kunne man kalde ånden i deres metode. Konstant i centrum er Billy Bob Thorntons ansigt og hænder. Hans stemme fortæller bag det uforstyrrelige ansigt. Hvordan han formår at gøre dette dejdøde ansigt til så levende en oplevelse på lærredet, er en gåde af de mere inspirerende. Bag kameraet og på rollelisten finder man flere af de gengangere, der er så stor en del af forklaringen på, at Coenbrødrene kan blive ved med at lave så vidt forskellige film, der alligevel bærer de samme umiskendelige fingeraftryk. Ikke mindst vender Frances McDormand tilbage i den centrale rolle som Eds kone. Tredje hjul på giggen bliver spillet af James Gandolfini. 'The Man Who Wasn't There' er en opvisning i filmmediet som det strengt kontrollerede udtryks skønne kunst. En ikke mindre livgivende antitese til dogmeideologiens impulsive vitalitet. Filmen foregår i 1949. Den ligner 1949. Og så alligevel ikke med sin ironiske distance. Den er helt autentisk uægte. Et stykke ærefrygtindgydende simili. En respektfuld joke. En beruselse i et kunstigt tidsbillede. En kunstfærdig variation klippet over Cains skabelon. Er 'The Man Who Wasn't There' spændende? Ikke overvældende. Er den sjov? Kun indirekte. Er der følelser på spil? Kun langt under overfladen. Har den politisk eller social relevans eller i det mindst et lille budskab? Næppe. Handler den om et autistisk geni eller en af hverdagens helte? Nix. Den handler om en ligeglad frisør. Er det Beckett som film noir? På en måde. Er det i virkeligheden en stiløvelse? Både-og. Er filmen Coenbrødrenes tredje hovedværk efter 'Barton Fink' og 'Fargo'? Ja da!