Hvordan forhindrer man en dråbe vand i at tørre ud? lyder inskriptionen på en sten, én af mange i et vardeagtigt stengærde på højsletten i Himalayas skygge. I sin enkle dybde bliver spørgsmålet stående på nethinden, længe efter at billedet er skiftet - ja, i godt 130 minutter, for svaret får vi i slutningen af denne emotionelt bevægende og filosofisk stimulerende billedfortælling. Øjet, der opfatter inskriptionen, er netop blevet åbnet efter tre år, tre måneder, tre uger og tre dage i askese, mørke og isolation. Så længe har den buddhistiske munk Tashi som eneboer mediteret sig ind i en komalignende dvale. Hans klosterbrødre henter ham nu tilbage, langhåret og -skægget og med negle som groteske kløer, som liget af en kristen helgen. Men Tashi er vel også lutret til ren ånd? Nej. Kødet rører overraskende på sig. Først i våde drømme, til bestyrtelse for cellekammeraten. Så under besøg i landsbyen, hvor mødet med den underskønne Pema kaster en veritabel brand i hans sjæl. Klosterets øverste lama sender ham til en anden eneboer og vogter af hellige tantriske skrifter, og Lashi når til en erkendelse: »Der er ting, vi må forsage for at tilegne os dem. Og der er ting, vi må eje for at give afkald på dem.« Handlingsforløbet bliver én lang illustration af denne lige så sande som besværlige livsdialektik. For kan man give afkald på et verdsligt, fysisk, socialt, seksuelt udfoldet liv - Samsara, i modsætning det åndelige mål, Nirvana - når man kun har levet for ånden siden femårsalderen? Selv Buddha levede jo først i 29 år som den verdslige fyrste Siddharta, gift med Yashodara - som vi vesterlændinge ved, om ikke andet så fra Hermann Hesse. Tashi lægger kutten, går i civil tjeneste hos kornbonden og gifter sig med hans datter, selvsamme Pema. Over en årrækkes skiften mellem hede somre og polarkold højslettevinter oplever de to en verdslig livslykke og får en søn, men også konflikter: næringssorger og -strid med en svindelagtig kornopkøber, utro lyster, smålig jalousi. Udviklings-, hjemstavns- og slægtsromanens mønstre trukket på snor. Da deres høst bliver brændt af, føler Tashi sit verdslige liv som en fiasko og vil atter give afkald på, hvad han ejer, for at tilegne sig, hvad han forsagede: det fromme munkeliv. I et syn viser Pema sig for ham: »Hvorfor spørger man aldrig, hvad Yashodara sagde til, at Siddharta valgte den åndelige vej?«. I det umulige dilemma ser han atter inskriptionen på stenen - og gådens svar på bagsiden. Dét svar rummer hele filmens underliggende zenvisdom, men skal måske ikke røbes her - ydre spænding har den jo ikke så meget af, som vi er vænnet til. Til gengæld er der de indre, pinagtigt rent gengivet af New York-kineseren Shawn Kus skiftevis stolte og forknytte mimik i rollen som Tashi. Pemas blide styrke gengives smukt af Hong Kong-stjernen Christy Chung. Lokale munke, bønder osv. ses i de fleste af birollerne, men filmens egentlige tredje hovedrolle spiller selve det udstrakte landskab, der i cheffotograf Rali Ralchevs panorerende zen-emascope rummer sin egen filosofiske lærdom i tråd med filmens lancerings-slogan: »Hvad er det vigtigste i livet? At tilfredsstille tusind behov eller overvinde et enkelt begær?«. Her er et kamera, der dvæler, indtil det er ét med sit motiv. Blandt andet i dét stykke udmærker den sig frem for vestlige storfilm om den tibetanske buddhisme, Annauds 'Syv år i Tibet' og Scorseses 'Kundun'. Såvel for dén vesterlænding, hvis livsbesindelse er forgiftet af panisk behovstilfredsstillelse, som for ham, der bare har et let anstrengt forhold til buddhisme - f.eks. efter synet af danske finansmatadorer, der flokkes om Dalai Lama - vil filmmesterværket 'Samsara' være effektiv modgift.