Det er snarere den yderst livagtige og enerverende fornemmelse af den konstant faldende regn over mudderbadet i skyttegraven, der gør britiske 'Deathwatch' til en yderst afskrækkende, om end stærkt seværdig film, end de pludselige og effektfulde gys. Sceneriet i den forladte, tyske fæstning af sammenflettede skyttegrave, som ni engelske soldater i 1917 finder og indtager, efter et stort slag i Første Verdenskrig et sted i Frankrig, er til gengæld virkelig creepy. Mens regnen vedholdende trommer ned på den lille deling dyngvåde, desperate og dødeligt udmattede briter, springer rotterne rundt over dyngerne af tyske lig i mudderet. Der er noget helt galt hernede i det underjordiske fort, som en tilfangetaget fjende forsøger at forklare englænderne. Kun den unge menig Shakespeare lytter. Han er spillet med en sublim blanding af usikker, ungdommelig naivitet og stigende stålvilje af Jamie Bell, i dennes første rolle siden han var 'Billy Elliot' i filmen af samme navn. Og tager meldingerne alvorligt. Hvilket skal komme ham til gode i sidste ende, i denne dybest set moralske lille historie. I forvejen er det svært at forestille sig noget mere uhyggeligt opholdssted end en skyttegrav ved fronten. Og instruktøren Michael J. Bassett, der i modsætning til flertallet af sine kolleger må have elsket den regn, som tilfældigvis faldt over hans optagelser, formår virkelig at gøre sin location i Tjekkiet til et skræmmende sted. Soldaterne mister forstanden, en efter en, og myrder hinanden i en brutal blodrus med okkulte undertoner. For hvad er det for nogle spøgelser eller zombier, der slipper helvedet løs og får pigtråden til at rejse sig på morderisk vis i nogle i øvrigt imponerende effekter i den forladte skyttegrav? Det spørgsmål, får vi aldrig svar på og det trækker trods alt lidt ned i en film, man har siddende i kroppen længe efter, at rulleteksterne er kørt. 'Deathwatch' vakler lidt mellem genrerne, men trænger helt ind, takket være sine fine skuespilpræstationer som eksempelvis Hugo Speers troværdige udgave af en fuldkommen desillusioneret korporal Tate og det trøstesløse panorama af pladder, lig, rotter og utilpasse soldater. Noget så sjældent som en gyser, der vil os noget, har en morale, gode skuespillere, en troværdig dialog og fint justerede effekter. Det er nok værd at gå i skyttegraven for.