Alt er helt normalt. Alt er blank overflade og størknede konventioner. Hvornår sender de syndfloden? Sådan er udgangssituationen for personer og handling i Todd Haynes' opsigtsvækkende drama 'Far From Heaven', som udspiller sig lige i centrum af alle klichéerne om 1950'ernes materielt fremgangsrige amerikanske familie- og middelklassetilværelse. De indledende scener er som levendegjorte billeder fra en indbydende reklamebrochure for periodens forbrugsgoder. Eller som fraklip fra en eller anden svulmende sentimental B-film om den hvide kernefamilies smilende lykkelige far, mor og børn. Året er 1957. Cathy (Julianne Moore) er hjemmegående husmor i forstaden Hartford, Connecticut, og kommer en sen eftermiddag hjem med dagens indkøb i bilen. Børnene David og Janice, samt den sorte stuepige Sybil (Viola Davis) tager i mod. Nu venter de bare på mand og far, nemlig Frank (Dennis Quaid), som har en ledende stilling i den lokale afdeling af et større firma. Men netop denne aften bryder Frank den normale punktlighed. Og ikke nok med det. Han kommer ikke blot for sent - nej, han må af Cathy, meget pinligt, hentes på den stedlige politistation, fordi han har været indblandet i en eller anden »misforståelse«. Allerede her er det meget tydeligt, hvor Haynes vil hen med sin film. Han vil vise en idyl, der krakelerer. Han vil udlevere dén nydelige løgn, der skjuler en barsk sandhed. Det interessante er, at ikke blot Franks påfaldende uheld peger i den retning. Det gør også hele den indledende iscenesættelse af den tilsyneladende banale episode med Cathys hjemkomst. Allerede her benytter Haynes nemlig en tilgang, som er gennemført i hele filmen. At smøre en anelse for tykt på. At placere den melodramatiske stilisering hårfint i nærheden af den artificielle karikatur. Det er efterår, da handlingen begynder, og indledningsbillederne kæler ømt og overdrevent for de smægtende efterårskulører i træernes blade. Et overlegent spil på det stemningsskabende og koloristiske, som præger hele filmen. Og en overdrivelse, der netop går igen i spillet foran kameraet. Det er, som om spillerne demonstrativt tager opstilling i rollerne og lidt kantet fylder dem ud, fremfor ubesværet at glide ind i dem. Og samtidig må det netop påpeges, hvor følsom og bevidst denne overdramatisering er. Hele tiden en lillebitte smule over grænsen, men så heller aldrig mere. Det er en bemærkelsesværdig og stærk film, Todd Haynes har lavet med 'Far From Heaven'. Franks sene hjemkomst, hans lille, store uheld med politiet, viser sig blot at være den spæde begyndelse til noget, der med voldsomme kræfter skal ryste den lokale mønsterfamilie i sin grundvold. Efter endnu en utilstedelig episode - mere chokerende og afslørende for Cathy end den første - fortæller han famlende og nødtvunget sin kone, at han for længe siden har haft visse »problemer«. Han har været seksuelt tiltrukket af mænd, og nu er det sket igen. Det er denne usigelige sandhed - at hendes mand er bøsse - der slår benene væk under Cathy og naturligvis samtidig truer hendes og Franks eksemplariske ægteskab på det alvorligste. Og hvad med børnene? Og naboerne? Det overraskende er nu, at 'Far From Heaven' efterhånden mere bliver en film om Cathy, om hendes konflikter, erfaringer og frigørelse, end om Frank og hans homoseksuelle fremtidsskæbne. Der følger en række på én gang groteske og uudholdelige scener, som dels viser Franks desperate forsøg på at gennemgå en »behandling« hos dr. Bowman, dels en juleaften, hvor en uhyggelig hygge spreder sig i det lille iskolde hjem, og endelige Cathy og Franks håbløse forsøg på at lægge det hele bag sig under en solskinsferie på Bermuda. Men mere og mere træder Cathy i karakter som handlingens hovedperson. Hun må gøre op med venindernes og de småborgerlige konventioners tarvelige hykleri, og i den sorte gartner Raymond (Dennis Haysbert), som er ildeset af den hvide elite, finder hun uventet den eneste person, der evner at sætte sig ind i hendes situation. Det er klart, at racisme hermed føjer sig til kønsrollemønstre og seksualmoral som et væsentligt tema i filmen. Men det er hele tiden Todd Haynes' tilgang, der er afgørende, og som gør 'Far From Heaven' så anderledes og original. Placeret et sted mellem instruktører som Fassbinder og David Lynch udstiller han en slags normalitetens hæslige grimasser. Ikke med førstnævntes idiosynkrasi og sociale eller politiske indignation. Og ikke med sidstnævntes fornemmelse for postmodernisme og dæmoni. Haynes er i stedet så omhyggeligt tro mod en klassisk form - det perfekte al-amerikanske melodrama - at hans heltinde, Cathy, kan tillade sig visse friheder. At træde et skridt til siden og betragte sig selv. Stille visse spørgsmål. Blive fri. Det viser sig sandelig, at til slut forsvinder efterårsfarverne, og blomsterne springer ud.