Syltetøj og salmesang, dét er grundopskriften for husmoderforeningens arbejde: Jam and Jerusalem. Plus f.eks. foredrag om 'broccoliens historie' eller salg af en årlig velgørenhedskalender med fotos af egnens kirker, prydhaver og andre hotte motiver. Men i det skønne Yorkshires lokale småbyafdeling af Women's Institute får gartnerkonen Chris en ganske anden idé: Hendes halvvoksne søn har et hemmeligt blad med MegaMeloner, der slår dem ude i drivhuset, og hos automekanikeren hænger jo pinupkalenderen. De to og to lægger hun sammen: Bare bryster må der til, hvis årets kalender skal indtjene til en tiltrængt forbedring af venteværelset på det lokale sygehus, hvor veninden Annies mand lige er død af kræft. Som tænkt, så gjort: Chris og Annie plus en halv snes andre gammeldags modnede sild fra foreningen må selv smide tøjet for en fotograf. Men skal han se dem splitterfornøjede, når deres mænd ikke engang får lov? Hvad siger ham derhjemme i sofaen? Og vil WI-hovedbestyrelsen standse kalenderen, selv om de modne ynder er kamufleret bag walesboller, blomsterbuketter og salmebøger? Jo, glæden ved den nøgne skønhed har både indre og ydre fjender, og sammen med forhistorien fra sygehuset giver dét den nødvendige klangbund af hverdagsalvor: kvindernes selvovervindelse, gruppesammenhold og ditto splittelse, da kalenderen - som i virkeligheden - bliver en verdenssucces og konfronterer dem med Hollywoodindustrien. Men komedie er og bliver det, inklusive de på én gang overdrevne og overfladiske billeder af mediernes kynisme, husmoderforeningens hykleri og 'fotohanrejernes' slukørede møder på den lokale pub. Morsomt ikke desto mindre, og flirten med det nøgne - det er jo 'kunst', forsikrer damerne hinanden om - ligger lige så fjernt fra den uglade hardcoreporno som det indlysende forbillede, 'Det' bare mænd'. Bortset fra vidunderlige midtengelske landskabspanoreringer holder manus, instruktion og kamera klogelig og med underfundig ynde blikket stift rettet mod sit centrum: det skønne rosenflor af kyske og karske midaldrende kvinder, som Nigel Cole åbenlyst elsker at instruere - han øvede sig i den lattermilde 'Saving Grace' om en nybagt enke, der slår sig på potdyrkning for at beholde huset - og de højt disciplinerede britiske skuespillerinder lige så åbenbart elsker at spille. Helen Mirren forener robust målrettethed med krydret ironi som Chris, og Julie Walters værdig lattermildhed med ubestikkelig alvor som Annie. Tilsammen ligner hele flokken simpelthen skønne, vittige og modige midaldrende svar på dronningerækken fra Pippi Langstrømpe over Virginia Woolf til Germaine Greer - den lange kæde af ukuelige tøser og kvinder, denne rødstrømpegeneration har haft som forbilleder, og uden hvem virkelighedens kalender med splitterfornøjede klimakteriemakreller fra Yorkshire formentlig aldrig havde set dagens lys.