Maria Alvarez er 17 år og bor i Colombia. Hun er ikke særlig fattig, men heller ikke særlig rig. Hun arbejder på en blomsterplantage med at flå tornene af de roser, man køber i bundter, uden at vide hvorfra de stammer. Hvor bliver tornene af? Så bliver hun gravid med Juan, som hun ikke elsker ret meget. Han elsker heller ikke hende, for hun er en stolt og selvstændig pige. Hun vil væk fra den colombianske landsby og møder fyren Franklin, som tilbyder hende et job: Hun skal være muldyr. En af de piger, som rejser fra Colombia til New York som levende kurer med 62 ampuller heroin i maven. De skal sluges inden afrejsen, og siden skal de ud med afføringen, og når det er sket, er hun rig. Sådan fortæller man en historie kortfattet, men hvordan ser det ud indefra? Maria er bare en af de piger, som sendes af sted. Hun er en skæbne, en pige, det kunne være gået anderledes. Den debuterende Joshua Marston ribbede Berlin i år for Sølvbjørne - bedste skuespillerinde, bedste instruktør, bedste dit og bedste dat, men faktisk er det Sundance-festivalprisen, man bider mærke i: bedste publikumspris. Som publikum er man hele tiden reelt fængslet, fordi filmen aldrig mister sit fokus og sin pointe, som ligger inde i den næsten dokumentariske psykologiske skildring af en ung pige, som kunne sidde ved siden af os på caféen - hun bor bare et andet sted i verden og træffer andre valg. Maria flyver til New York sammen med veninderne Blanca og Lucia. Bliver en af dem taget i tolden, slipper de andre nok igennem. Hun har øvet sig på at sluge hele vindruer, man ser og genføler hendes gylpen og angst - og hendes beslutsomhed. I tolden i New York opdager de hendes graviditet og røntgenfotograferer derfor ikke maven. Maria er sluppet igennem den første (ansvarlige) hurdle. Men alligevel er New York anderledes. I New York går det galt. Veninden Lucia bliver syg, da de er samlet op af narkobagmændene. Måske er der gået hul på en af hendes ampuller? Maria vågner op og opdager blodet overalt på badeværelset. Vi antager, at Lucia er død, og at de har skåret hendes mave op i badekarret - for at sikre sig det vigtigste: heroinen. Men da ikke af nogen anden grund ... Lucia var uheldig. Det er en rystende beretning, fortalt uden den mindste sensationshunger. En amerikansk udgave af historien - de findes, Steven Soderberghs 'Traffic' f.eks. - ville, bortset fra det langt mere ambitiøse filmsprog, have koncentreret sig om de kulørte effekter, som kunne virke på os: Hvad sker der, når Maria flygter? Vil narkobagmændene opsøge hendes familie i Colombia og true dem? Vil de forfølge hende i New York? Amerikansk film har mange options. Nej, alle opfører sig - sådan set - pænt nok; her er kun historiens egen redelige spænding. Narkobagmændene er ikke onde mordere; de er bare dedikerede til deres egen skæbne. De er mænd. Og det er ikke, fordi mænd er særlig onde. Filmen med den smukke og helt dækkende Catalina Sandino Moreno i hovedrollen er både en psykologisk indfølende, empatisk film om en enkelt skæbne - og et portræt af vrangsiden af den colombianske drøm om at komme op til USA - op til uvished og nye vaner i en grå-hvid verden, ikke en sort. Man skal se filmen. I sidehistorierne om den latinamerikanske befolkning i New York demonstrerer Joshua Marston en suveræn følsomhed uden svinkeærinder. En pige tager hjem til Colombia, en anden bliver tilbage og prøver en fremtid. Vi holder med Maria.