Lystspillet her er ligesom hovedpersonen en vinder - men imod alle odds. Historien er f.eks. ulideligt let: Peter Colt, engang verdens 11.-bedste i herresingle, nu som 31-årig kun verdensranglistens nummer 119, får sin sidste chance ved Wimbledon. Men oplever så, at held i kærlighed ikke behøver udelukke held i spil. Denne slukørede britiske vandbærer møder nemlig den opstigende amerikanske stjerne Lizzie Bradbury, og pludselig går han fra sejr til sejr. Stik imod al erfaring om, at natlige udfoldelser udelukker toppræstationer på banen. Og stik imod den virkning, stævnemøderne har på hendes indsats i damesingle. Så parret forfølges både af hendes far og af paparazzi. Får de hinanden? Og vinder nogen af dem? Og gider man overhovedet blive siddende og få de forudsigelige svar? Ja, mærkeligt nok, og af to grunde: Tennis- og - især - skuespillet. Instruktøren stod bag den glimrende fascisme-modernisering af 'Richard III'. Peter Bettany (bl.a. 'Dogville') er simpelthen forfriskende atypisk, intelligent og nuanceret i rollen som den bundseedede elsker. Knapt så indlysende, men glamourfri og krydret, er Kirsten Dunst som den målbevidste hidsigprop, der overrumples af forelskelse. Sam Neill spiller sig selv som hendes far, og med nogenlunde samme teknik gør Nicolaj Coster Waldau udmærket fyldest som Colts tyske træningspartner. Settet - banerne, dommerne og publikum - er autentisk, Wimbledon anno 2003. Også sæt & match virker overbevisende, uventet spændende. Kunstnerisk vinder filmen intet verdensmesterskab, men fire letvægtshjerter for sin charme.