Dødens sø

Man får næppe lyst til at spise nil-aborrer lige med det samme oven på Hubert Saupers dokumentar 'Darwins Nightmare' om kapitalismens konsekvenser i Tanzania. - Foto fra filmen
Man får næppe lyst til at spise nil-aborrer lige med det samme oven på Hubert Saupers dokumentar 'Darwins Nightmare' om kapitalismens konsekvenser i Tanzania. - Foto fra filmen
Lyt til artiklen

Førsteprisen på cph:dox i 2004 er blot en af de priser, som den østrigske instruktør Hubert Saupers film 'Darwin's Nightmare' har fået. I et område i Tanzania omkring den store Victoriasø undersøger Hubert Sauper den vestlige kapitalismes konsekvenser i et lige så rædselsvækkende som fantastisk billedsprog. Gadebørn sniffer lim, og prostituerede udnyttes og mishandles. Arbejdsløsheden er høj, og mange dør af aids eller sult, alt imens cirka 500 ton fileteret fisk dagligt fragtes med russiske fly til det rige Europa. Fiskehandlen i 'Darwin's Nightmare' eksemplificerer Europas afhængighed af Afrikas fattigdom. Der eksporteres kun en slags fisk, nil-aborren, som nogen i 1960'erne forsøgsvis smed et par stykker af i Victoriasøen, hvor arten ikke havde levet før. Nil-aborren udryddede alle andre fisk i søen og blev kannibal. Nu æder den sine egne i det iltfattige vand, men eksportmæssigt er den en kæmpesucces. Når det fine af fisken er fløjet fra Afrika, ligger de rådnende skrog tilbage ved søbredden. De ammoniakstinkende rester koges og sælges lokalt og redder derved nogle tanzaniere fra arbejdsløshed eller sultedød. Magre kvinder arbejder med nøgne fødder i fiskeskrog, hvor miderne kravler rundt. Det skaber sygdomme, men kvinderne er taknemmelige for i det hele taget at have et job. Hubert Saupers blåtonede oversigtsbilleder fra den situation er et malerisk mareridt, som i lighed med en del andre billeder i filmen minder om noget fra et fiktivt drama. Også fortællemæssigt er 'Darwin's Nightmare' inspireret af fiktionen, og især på et punkt virker det problematisk. Hubert Sauper er overbevist om, at de russiske fragtfly bringer våben med sig til borgerkrigsramte områder i Centralafrika. Både forgæves og vellykkede forsøg med at få folk til at indrømme våbenhandlen er placeret som et plot, der aldrig rigtig bliver forklaret. Spændingsmomenterne øger måske fascinationen. Men hvad gør de ved troværdigheden?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her