'Bad Boys' (1995), 'Nothing Left to Loose' (1997) og 'Big Momma's House' (2000) etablerede den sorte komiker Martin Lawrence på det store lærred. Siden er det ikke blevet til så forfærdelig meget, men nu vender Lawrence tilbage i 'Big Momma's House 2'. Som så mange andre af den slags letvægts-2'ere har filmen ikke forfærdelig meget at byde på ud over genkendelsens tvivlsomme glæder. Som film betragtet er 'Big Momma's House 2' en småsjusket undskyldning for en agentkomedie. Det er noget med nogle skurke, nogle hackere og USA's sikkerhed på spil. Men skidt pyt, for det er selvfølgelig kun en nødtørftig indpakning af denne gentagelse af komikerens populære rolle som FBI-agenten Malcolm forklædt som kæmpefed sydstatsmama med begge stolper solidt plantet på jorden. I 2'eren skaffer Malcolm sig ansættelse i en helt almindelig, moderne, velstående amerikansk dysfunktionel familie, hvor alt funkler på overfladen. Men forældrene er for travle til at være hjemme, og børnene har søgt tilflugt i rollerne som henholdsvis tavs maveplasker, kejtet cheerleader og sur punker. Selv om Big Momma kun er en forklædning, medbringer 'hun' alligevel nogle gode, gamle og nok så tiltrængte værdinormer til den forsømte familie. 'Big Momma's House 2' er i dén grad et onemanshow, og når man trods alt hygger sig rimeligt i de pænt sagt middelmådige rammer, er det, fordi Martin Lawrence trods sine rullende øjne og småhysteriske anfald grundlæggende er en lun komiker. Ikke en stor komiker, men en lun komiker. Det er da trods alt noget. Ikke meget, men noget.