Den dansk uddannede newzealandske instruktør Daniel Borgman laver anderledes film, en håndfuld kortfilm og nu spillefilm nr. to. Meget anderledes. Det har både Berlinalen og CPH PIX sat pris(er) på, og i 2013 kom hans spillefilmdebut, ’The Weight of Elephants’, op i danske biografer. Filmet i New Zealand, men det kunne være enhver udkant, er det en historie om forsømte, usynliggjorte børn under ensomhedens byrde, en vægt så tung, som titlen siger.

Med ’At elske Pia’ har han vendt sig til Danmark, nærmere bestemt Langeland.

Her bor den udviklingshæmmede 62-årige Pia Skovgaard sammen med sin franskfødte, 84-årige mor, Céline Skovgaard. Hvem skal tage sig af Pia, når moren falder fra? Det spørgsmål optager naturligvis dem begge, og det fortæller de om, moren fattet og nøgternt, datteren tilsyneladende uden helt at kunne overskue perspektivet. Hun har et godt liv, fodrer gåsen Lola og bliver hentet til terapi på Værkstedsgården nu og da.

MEN BORGMAN ville mere end at dokumentere den situation, han ville lave en film om »en proces, hvori alle former for udfordringer, forhindringer eller problemer var en positiv ting«.

Så han digter en forelskelse, eller i hvert fald et spirende venskab, mellem Pia og en enlig, jævnaldrende mand i lokalområdet, Jens Jensen, som også ’spiller sig selv’. Ikke det hurtigste dyr i skoven, men så begrænset en ’samtale’, som hun kan klare, er ham ikke nok. Det afsløres på en tur til Den Blå Planet i København: »Jeg sidder og ser på fisk, og så gik han fra mig«, konstaterer hun modfalden.

Pias og morens gribende livshistorier lyser ud af deres mimik og samvær, men jeg havde foretrukket ren dokumentar. Ikke at jeg tvivler på filmholdets oprigtige sympati for de mennesker, men hybridgenren giver mig en bismag af en instruktør, der i sin agtværdige søgen efter ægthed går over en grænse og eksperimenterer med andres liv og følelser, som var de marionetter.

fortsæt med at læse

Handikap på film:

Ny film skriver danmarkshistorie med handikappet i hovedrollen