Fem hjerter: Kristen Stewart leverer karrierens hidtil mest interessante præstation i 'Personal Shopper'

’Personal Shopper’ er en triumf for den tidligere ’Twilight Saga’ stjerne.
Lyt til artiklen

Den eksistentielle spøgelseshistorie er en interessant og svær genre. Især hvis man, som Olivier Assayas gør det i ’Personal Shopper’, både vil tackle genren allegorisk og bogstaveligt. Heldigvis er Assayas en både begavet, stilsikker og modig instruktør. Så ’Personal Shopper’ bliver en ganske særlig oplevelse, der fornemt balancerer det eksistentielt søgende med det stilfuldt mondæne i en slags thriller tilsat en knivspids spiritisme og spøgeri.

Maureen er personlig shopper. En slags assistent for den rige og berømte Kyra, der ikke selv har tid til at futte rundt og hente alt det lækre tøj og de vanvittig dyre accessories, som diverse designere gerne vil have Kyra til at tage på, når hun optræder som celebrity.

Men Maureen er mere end assistent. Hun skal kende Kyras smag og forudse hendes valg. Hun skal leve sig ind i hende. Det gør man ikke uden omkostninger. Uden at miste noget af sig selv.

Maureen er Kyras tjenende ånd og dertil selv et medium for ånder. Maureen befinder sig på flere måder i et limbo. Hun har mistet sin tvillingebror, Lewis. Lewis var håndværker og som Maureen et medium. Nu venter Maureen på et tegn fra Lewis. Et signal om, at han er kommet godt videre i den næste verden.

Hele denne sidehistorie om den døde brors spøgelse med tråde tilbage til spiritistiske seancer og scenen sat i et knirkende gammelt hus på landet er både røgslør, tågesnak og allegorisk sand.

Den tjenende ånd er også en søgende ånd. Maureen klamrer sig til forestillingen om en besked fra det hinsides for at slippe for at sige helt farvel til sin anden halvdel. Så hun kan udskyde det øjeblik, hvor hun helt alene skal beslutte sig for, hvad hun skal være resten af sit liv.

Søgen og ubeslutsomhed er to sider af samme sag for Maureen, der skal løsrive sig fra de dødes rige. Samtidig føler hun sig stadig mere fristet til at træde i Kyras dyre sko. Maureen føler en afsky for at være blevet en del af Kyras overfladiske lækkerliv, men føler sig også tiltrukket af overflodens silkeglatte eros. Som en Askepot, der leger mørkets dronning, trækker hun i Kyras tøj, overnatter i hendes seng og går i ly af mørket og den lånte identitet på opdagelse i sin egen seksualitet. I ’Personal Shopper’ synes en midlertidig opløsning af identitet at være en betingelse for at forpuppe sig til noget andet og mere end rollen som ansigtsløs assistent eller medium for de døde.

I denne sorgfulde og rastløse gråzone dukker en anonym sms-stemme pludselig op. En forlokkende erotisk ’mandsstemme’, der hele tiden synes at vide, hvad Maureen laver, hvor hun er og måske endda ved, hvad hun inderst inde tænker. Stemmen lokker hende til et tomt hotelværelse med en seng. Her kan der ske hvad som helst. Sex, død eller det rene ingenting.

Doseringen af spøgeri er raffineret og filmisk troværdig. Introduktion af håndfast suspense i form af de mystiske sms’er fra et digitalt spøgelse – eller en stalker – fungerer også. Den lidt krimiagtige spænding fuser lidt ud, men den virkelige spænding, den, som handler om at genfinde sig selv i sorgens labyrint, gør det ikke på noget tidspunkt.

Som den søgende Maureen yder Kristen Stewart karrierens hidtil mest interessante præstation. Det, der gør hende til noget særligt, hendes rastløse sårbarhed, folder sig nu helt ud.

Vi shopper rundt efter personlig identitet. Hvem gemmer sig bag de andres udsagn? Er der liv både før og efter døden? Hvad vil det sige at have en identitet?

Tunge eksistentielle spørgsmål, som Olivier Assayas håndterer med lethed og elegance i ’Personal Shopper’. I forlængelse af, men med højere spændingsfaktor, end i ’Skyerne over Sils Maria’. Ikke mindst takket være Kristen Stewarts forfremmelse fra Juliette Binoches assistent til medium for sit eget talent.

Kim Skotte

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her