Kan man forestille sig en bidsk satire over samfundsklasserne, forfattet af f.eks. Gustav Wied og sat op som konsekvent overspillet farce på Riddersalen, er man på sporet af denne groteske franske gyserkomedie om klassemodsætninger på slap line for hundrede år siden.

Kort fortalt: På den franske Kanalkyst har den naturromantiske burgøjser André van Pethegem (spillet af Fabrice Luchini) bygget sit ’Typhonium’, en vindblæst villa med udsigt ned over klitter og strandenge i Slack Bay.

Dernede bor muslingesamlerne, den børnerige og ludfattige familie Bufort, hvis mandlige overhoved og voksne søn, Ma Loute (filmens originaltitel), sejler eller bærer folk gennem bugtens lave vand. De lever af turisterne – også i en alt for bogstavelig forstand, viser det sig hurtigt.

Men politimester Machin, lige så grotesk overvægtig, som hans assistent er splejset, må tumle længe rundt i klitterne for at løse mysteriet om de turister, der forsvinder – og dét forgæves.

Mens vi andre måber over den lallende lade burgøjser og hans dumfine kone (Valeria Bruni Tedeschi) for ikke at tale om hans eksalterede søster (Juliette Binoche i konstant diskant) og hendes kønne hermafroditiske datter (skuespillerinden Raph), skiftevis i kvinde- og mandetøj. Hun drages vist mod noget mindre uægte end livet på toppen, for hun står til søs i en jolle med den primitive Ma Loute Bufort (Brandon Lavieville, hvis virkelige far, Thierry, også lægger vejrbidt fjæs til Bufort senior).

Farceoverspillet bliver desværre aldrig lige så hysterisk morsomt, som det er grotesk. Så man får tid til at nyde mere ægte kvaliteter som det særprægede kystlandskab i den blæst, der driver en ’strandsejler’ på hjul, men også tvinger redningsmandskabet i søen efter det forløbne unge par. Om det er den blæst eller helligånden, der til sidst får både fruen og politimesteren til at stige til vejrs, kan kun fantasien svare på.

Dumont, der selv er vokset op i området, vil spidde kønsdrift og klassekamp med farcens våben, og han rammer ikke helt plet. Men han går linen ud!