Man burde nok gøre som mumitroldene: De går i hi ligesom bjørne. Fylder maven med grannålesuppe og sliber sig en skraber på nogle måneder, mens Murren spreder kulde, og sneen ligger hushøjt.
Finske Tove Jansson, som Kunstforeningen viste en smuk udstilling om tidligere på året, tegnede sort-hvidt og fortalte lakonisk i ’Troldvinter’ om dengang, Mumi vågnede og kæmpede sig ud ad loftsvinduet til den hvide verden – et af de kønneste bind i den oprindelige bogserie.
Det vil være er en fordel for børn at kende universet på forhånd, figurerne forklares ikke her. Men filmatiseringen er sådan set køn, farvestærk, om end noget ’gammeldags’ med sine (vist computergenererede) stofklipfigurer af også Mumrik, der forlader Mumi og rejser sydpå, af den skrappe Lille My, den kloge Too-ticki i badehuset, det glemsomme egern og de usynlige mus.
Isfruens besøg er isnende smukt, og Hemulen suser forbi på ski. Alt er med, men fortællingen savner bogens nødvendige fokus, der holder sammen på det hele: Mumis ensomhed og måbende modningsproces i nye, barske vintervenskaber.
fortsæt med at læse
