Lyt til artiklen
Boybandet har altid været et befriende maskulinitetsparadoks, designet til begær, koreograferet intimitet og frie urealistiske teenagefantasier.
I 1990’erne var det en både provokerende og radikal position for unge mænd at stå tæt, røre ved hinanden, synge om længsel og dybfølt afhængighed.
Boybands som Take That blev, dengang de ejede den monokulturelle verden, på en og samme tid forgudet af de unge fans og latterliggjort af dem, der fandt dem for »fimsede«.
