»Når man er to personer, er det sgu meget rart ikke at være Bonnie nogle gange. Bare at være Patricia«, siger den 38-årige kvinde, mens hun holder pause fra sit arbejde som prostitueret.
For trebørnsmoderen Bonnie er det arbejdsmæssige alter ego Patricia ikke udelukkende en måde at skabe indkomst på. At opfylde mandlige kunders seksuelle behov og dermed bruge sin egen krop som råvare i arbejdet er også, siger Bonnie, hendes metode til at slippe for at være Bonnie.
I ’Bonnie og de tusinde mænd’ er det hele mennesket, Mette Korsgaard portrætterer. Ligesom hun gjorde det i sin tre år gamle debatskabende tv-dokumentar ’Min barndom i helvede’ om Lisbeth Zornig, søger instruktøren sammen med sin hovedperson tilbage til barndommen for at finde forklaringer.
Medfølelsen vokser
I Bonnies tilfælde er det på nogle punkter ikke helt åbenlyst, hvorfor hun er blevet, som hun er og gerne vil væk fra sig selv. Noget i hendes liv skjules af fortrængninger i både hende selv og i moderen. Men bl.a. en privat ferievideo fra en familierejse til Cypern i 1989 indeholder scener, som peger i retning af seksuel krænkelse af Bonnie og hendes et år ældre storesøster, Pernille, da de var teenagere.
Grotesk komedie, krigsdrama og dokumentarfilm dyster om oscarnomineringÅret efter, i 1990, døde Pernille af en overdosis, 16 år ung. Da Bonnie var 18, begyndte hun på prostitution. Her to årtier senere, hvor Mette Korsgaard har fulgt hende gennem to år, er Bonnie fysisk svækket af anoreksi og har ikke sjældent i filmen et udtryk af tomhed og livstræthed i det tatoverede ansigts gråblå øjne.
Da Bonnie var 18, begyndte hun på prostitution
Efterhånden som dokumentaren kommer nuanceret og respektfuldt rundt i Bonnies liv, vokser medfølelsen med den ærlige, flittige og på nogle måder surrealistisk stærke selvstændige erhvervsdrivende, hvis største private fokus er de tre børns ve og vel.
Børnene er skånet fra at medvirke i Korsgaards dokumentar, men en læge fra Rigshospitalet medvirker, og hendes ord om Bonnies helbred understreger sygdommens alvor. Jo mere Bonnie arbejder, desto mere taber hun sig. Men vil hun få kræfter og mod til at droppe sit stigmatiserende omdiskuterede fag?
Muligvis aldrig. ’Bonnie og de tusinde mænd’ sår tvivl om, hvorvidt hun nogensinde havde et reelt valg som ung. Og her strækker dokumentaren sig ikke blot ud over Bonnie og ind i debatten om, hvordan prostitution betragtes, og hvordan man lovgiver på området.
Dansk surf-film er et godt bekendtskab for interesseredeHer bliver identifikationen med Bonnie almenmenneskelig, for hun er ikke ene om at blive i noget, hun ved, hun tager skade af. Og gennem Korsgaards samtaler med Bonnie og billeder af hende forstår man, at trygheden og bekræftelsen er to af årsagerne til, at hun bliver i det.
’Bonnie og de tusinde mænd’ er et bevægende portræt af et brugt og fint menneske.
fortsæt med at læse


























