Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Politimanden Gabriel Markham (Richard Dormer) med det vansirede ansigt jager en seriemorder, der bruger syre mod sine ofre.
Foto: All3Media/New Pictures Limited

Politimanden Gabriel Markham (Richard Dormer) med det vansirede ansigt jager en seriemorder, der bruger syre mod sine ofre.

Film og tv

HBO-serie med Lærke Winther er krimi, som vi foretrækker den

Krimithrilleren ’Rellik’ er historien om en forbrydelse oplevet bagfra. Ganske spændende, men indledningsvis spænder de fortællemæssige narrestreger ben for seerengagementet.

Film og tv

Det begynder for så vidt forholdsvis traditionelt med en moderne noir-kulisse. Vi ser et fjernsyn, hvor en nyhedsudsendelse kører og fortæller, at man har fanget en grum seriemorder, den såkaldte syredræber, der menes at have minimum syv menneskers liv på samvittigheden, og så ser vi i samme lokale en mand, der stæser af sted på et løbebånd.

Lidt efter er han på en tankstation, hvor han sikrer sig en sixpack med pilsnere, selv om den computerspillende og chipsgnaskende ungersvend bag disken fortæller, at der intet salg af øl og spiritus er uden for ordinær butiksåbningstid.

Det er mørkt, det er dunkelt, det er forholdsvis mismodigt og melankolsk

Tilbage i bilen afslører han sit kontrafej, der viser sig at være frygtelig vansiret: Man aner en sammenhæng mellem nyhedsindslagets gerningsmand og vor protagonist.

Man har fanget en morder. Så meget ved vi. Samtidig får man så også bibragt fornemmelsen af, at det her handler om mere end det. Måske i retning af den politisandhed, der vil vide, at »man jager et bæst, men fanger et menneske«.

For lidt inde i første afsnit befinder vi os i en bil, hvor hovedpersonen, som viser sig at være politimanden Gabriel Markham, der spilles af Richard Dormer (kendt fra ’Game of Thrones’ som Berric Dondarion), iagttager en hjemløs bilrudevasker med spand og skind, der forsøger at skaffe sig skillinger, mens folk holder i kø.

Hvorfor gør han det, filosoferer Gabriel: Fordi remedierne er billige, og det er nemt, siger han. Men tilføjer så: Se stikmærkerne på hans arme, han har brug for pengene til stoffer. Men hvorfor har han det. Hvilke omstændigheder og trufne beslutninger førte til stofbrugen og afhængigheden?

Man er nødt til at spole tilbage for at forstå begivenhederne i deres fulde omfang, er konklusionen og Gabriels filosofi. Og det er akkurat, hvad serien forsøger ved narrativt hele tiden at bryde den fortløbende fortælling med et hop tilbage i tiden, efter at en hændelsesrække er blevet gentaget i fast backward motion. Hvilket på skærmen tager sig ud, som dengang i denne skribents fjerne skoletid, hvor man af og til kunne lokke læreren til at køre undervisningsfilmen om mejeridrift baglæns, tilbage på spolen, så mælken røg ind i køerne, bilerne kørte baglæns og så videre.

Det er helt grundlæggende et spændende greb, og når det så appliceres på en historie, der har rigeligt med kød og tvister, og som byder på både utroskab, skyderier og sex i biler, er der smæk for skillingen og håb om et godt resultat.

Og det er da også inciterende med denne konstante forvirring af seeren: Hvad skete der nu, og hvad skete der så, og hvordan mon det ender.

Samtidig er det også en kende irriterende, fordi man mentalt lidt har det som en stålkugle i en flippermaskine, hele tiden ryger man ud på et sidespor, køres rundt i gange og tunneler og får et ordentligt los i røven, lige når man var på vej i mål. Det vil sige, at man en tid, til man for alvor accepterer den narrative præmis, må leve med fortællestrategien som sten i skoen og benspænd.

En mindre bet, når nu man så hulens gerne vil ind i den sinistre hule af menneskelig dårskab og fatale strategier, der ligesom hænges ud som gulerod for opmærksomheden.

Danske Lærke Winther har en rolle som Gabriels prøvede hustru, men hende må man vente ret længe på. Til gengæld kommer der ret tidligt andre lunser på bordet, herunder relationen mellem Gabriel og hans kollega Elaine.

Det er mørkt, det er dunkelt, det er forholdsvis mismodigt og melankolsk. Med andre ord: krimi, som vi foretrækker den i disse år. Verden er sort – ikke som guld, men som menneskesindets randområder. Det er også ret godt, men der er forholdsvis rigelig plads til forbedring i det videre forløb.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce