Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Instruktøren bag en af årets bedste film: Alfonso Cuarón genskabte fortiden med minutiøs omhu for at åbne erindringens rum

Den mexicanske filminstruktør Alfonso Cuarón har fået global anmeldersucces med sin film ’Roma’, der har premiere på Netflix 14. december. En på papiret smal og lokal film om hans barnepige i Mexico 1971. Cuaróns metode var at gøre filmen så autentisk som mulig. Blandt andet fandt han filmens hovedrolleskuespiller Yalitza Aparicio i en landsby i Oaxaca magen til den gamle barnepiges, og møblerne i familiens stue stammer fra Cuarón-familiens hjem anno 1971.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det sker, at store omvæltninger bliver udløst uden bagtanke fra hovedpersonens side. Som det skete, da Alfonso Cuarons meget personlige stykke sort-hvid erindringsfilmkunst ’Roma’ vandt Guldløven i Venedig. At en Netflix-film, og til og med hvad man må betegne som ’en rigtig Cannes-film’, vandt i Venedig, satte Cannes’ normalt ubestridte førerposition under uhørt pres.

For hvad stiller Cannes op med sin hårde kurs over for Netflix, hvis den principielle beslutning betyder udelukkelse af den ypperligste filmkunst?

Men den slags optager slet ikke Alfonso Cuaron. For den 58-årige mexicanske instruktør, der fik sit helt store internationale gennembrud med ’Gravity’, handler det bare om, at aftalen med Netflix gjorde det muligt at få lavet filmen nøjagtig, som han ville have den.

Vel at mærke et projekt, som på forhånd hverken lød billigt eller særlig lukrativt. Den slags projekter, som er blevet svært at gennemføre i stor skala i en efterhånden meget kommerciel og hårdt presset filmbranche.

Men Alfonso Cuaron ville efter nogle store succeser i Hollywood hjem til Mexico og lave en helt personlig film, og takket være produceren David Linde faldt den udfordrende finansiering på plads.

»Jeg ville ikke gå på kompromis. Heller ikke med min egen angst og usikkerhed. Jeg ville lave filmen på spansk og mixteco. I sort-hvid. Det måtte blive helt uden sikkerhedsnet«.

»Det er 12 år siden, jeg fandt ud af, at min næste film skulle handle om vores indianske barnepige og stuepige fra min barndom i Mexico City. Hun fortalte os mange ting om den landsby, hun kom fra. Det var historier om sult, afsavn og elendighed, men også om, hvordan hendes far spillede ældgamle boldspil fra før spaniernes ankomst. Jeg var meget fascineret af hendes historier og ville hele tiden have mere. Hun kom fra en helt anden verden. Det var lidt abstrakt for mig. Lidt som at se en film«.

»Hun var del af familien, og samtidig var hun det ikke«, fortæller Alfonso Cuaron om Libo Rodriquez, som filmens centrale figur Cleo spillet af Yalitza Aparicio er baseret på. Cuaron har fundet en halv times telefontid til Politiken midt i det travle rejseliv, der har ramt ham, nu hvor alle vil se ’Roma’ og snakke med instruktøren bag.

»Hun sad med ved bordet, når vi spiste frokost, men så rejste hun jo også pludselig væk for at tilbringe tid med sine søskende og niecer hjemme i sin landsby«.

Måske har Alfonso Cuaron bare nået den alder, hvor tankerne automatisk går tilbage til barndommens gade i bydelen Colonia Roma i Mexico City. Under alle omstændigheder begyndte han snart at tænke meget over den særlige kemi, der kan opstå, når folk, der kommer fra vidt forskellige verdener, placeres sammen.

»Jeg har altid tænkt på hende som et menneske, der eksisterede i egen ret og i kraft af sig selv«, siger han om sin barndoms elskede Libo, der på mange måder var i hans mors sted.

»Når vi tænker på vores mor eller far eller søskende, er det svært at forestille os dem uden for denne kontekst. Man tager dem for givet, og det er svært at tænke på dem bare som en mand eller en kvinde. Som mennesker med sexliv, angst og begær. Men med Libo var det anderledes. Hun var et medlem af familien, men hun var samtidig en kvinde, man kunne snakke med om alt muligt, og som svarede med en næsten retsmedicinsk nøgternhed. Vel at mærke en kvinde, som havde en helt anden social baggrund og en helt anden etnisk baggrund«.

»Jeg ved godt, at min film bliver opfattet som et familiedrama, men det er ikke sådan, jeg selv ser det. Det handler om hende. Familien er så at sige noget, der ligger i forlængelse af hendes figur. Familien er sekundær«, fortæller Cuaron og giver dermed en af de vigtigste nøgler til en forståelse af filmens helt særlige stil og stemning. Det er en erindring, men med erindringen i rollen som en forestilling om et andet menneskes liv.

»Jeg satte så at sige mine erindringer om hende i forbindelse med mine følelser fra den tid, og så blev det helt automatisk sådan, at filmen måtte udspille sig i sort-hvid«.

Et andet karaktertræk ved ’Roma’ er dens fornemmelse af bredt panorama. Færdes man på gaden eller uden for byen, får kameraet mange ting med i samme billede. Er der tale om interiørscener med familien, sker der ofte mange ting på samme tid. Som der gør i virkeligheden, men ikke så ofte på film. Er det en måde at ’samle’ erindringens tilfældige og spredte billeder på, spørger jeg.

»Erindringen er lidt som et knust spejl«, medgiver Cuaron. »Erindringen rummer ikke nogen fasttømret sandhed. På den ene side er vores erindring den eneste forbindelse, vi har til det liv, vi har levet. På den anden side ændrer det erindrede sig efterhånden, som livet leves videre«, siger han om erindringskunstens frisættende dilemma. Man må godt digte videre på sit liv, for det gør man helt automatisk og uundgåeligt i forvejen.

Af samme grund er det minutiøst registrerede tidsbillede heller ikke nødvendigvis historisk korrekt. Begivenheder forskudt i tid er blevet komprimeret til dramatiske scener i historien. ’Roma’ udspiller sig i løbet af 10 måneder omkring 1971, men de begivenheder, den dækker, strækker sig over noget i retning af et par år, fortæller instruktøren.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mit mål var, at filmen skulle hensætte folk i en tilstand, hvor de indgik i en samtale med deres egen erindring

»Jeg ser erindringen som en malet væg med en lang sprække i. Man maler den over, men sprækken er der stadig. Man maler og maler og maler med mange forskellige farver, men sprækken træder snart frem igen« siger Cuaron, der næppe har haft fingrene i noget ordentlig spartelmasse. Eller også kommer han bare fra et land, hvor gestikken er mere dramatisk, og hvor alverdens polyfilla ikke ville kunne stille noget op over for de hyppige jordskælv.

»Jeg kan ikke hævde, at min film er sandheden med stort S, men den bestræber sig på at være helt igennem sandfærdig. Selv har jeg en meget visuel hukommelse. Der kan være mange tilfælde, hvor jeg ikke lige kan huske, hvad der skete hvornår for 10 eller 20 år siden«.

»Men husker jeg tilbage på min barndom, åbner dørene sig. Så kan jeg klart og tydeligt se det for mig. Og der er et uendeligt antal døre i den korridor. En slags labyrint, hvor den ene dør fører hen til den næste, og hvor den ene erindring åbner op for den næste. Erindringen er en kontinuerlig samtale mellem det, man husker, og den, man er blevet«, konkluderer Cuaron.

Familiens lejlighed i kvarteret Roma i Mexico City er i filmen uhyre autentisk bygget op. Med de rigtige møbler og det hele. Den ligner din families lejlighed på en prik. Hvorfor var det nødvendigt, spørger jeg.

»Det vigtigste for mig var at respektere erindringen. At se, hvad der ville komme ud af helt minutiøst at genskabe erindringens rum. Stedet, hvor det rent faktisk udspillede sig. Det samme gælder gadebillederne, hvor det selvsagt var en endnu større udfordring at genskabe erindringen ned til mindste detalje. Men det hele handlede om at være tro imod erindringen og så se, hvad det kunne udløse«.

»Jeg ville ikke have, at folk primært skulle blive optaget af historien, af filmens narrativ. Mit mål var, at filmen skulle hensætte folk i en tilstand, hvor de indgik i en samtale med deres egen erindring«.

Den samme genfortryllelse prøvede Cuaron at fremmane ved at skyde filmen strengt kronologisk. I flere tilfælde skete det, uden at skuespillerne vidste, hvad der skulle ske i næste scene. Da noget meget dramatisk og sørgeligt på et tidspunkt overgår Cleo, vidste Yalitza Aparicio ikke på forhånd, hvad der ville ske. Hendes reaktion i filmen er ikke overraskende ret autentisk chokeret. Tårerne er ikke teatertårer.

Var det en slags venden hjem at lave sådan en film om din barndoms by efter at have rejst rundt i den store vide verden og lavet film som ’Children of Men’, en Harry Potter-film og ’Gravity’?

»På den ene side ville jeg gerne vende hjem og filme og havde helt faste ideer om formatet, farverne og så videre, men det vigtigste for mig viste sig at blive tiden. Ikke at skulle skyde en film på ti dage, men have tiden til at lade erindringens processer udspille sig. Det viste sig til min egen overraskelse, at jeg var på et sted i mit liv, hvor det blev det allervigtigste«, fortæller Cuaron, der selv valgte at stå bag kameraet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det var nødvendigt. Der var en helt særlig udfordring i kommunikationen med filmholdet. Hvis jeg ledte efter noget helt særligt på et gadehjørne, så de det, som det er, mens jeg så det, som det var«.

»Jeg var ret spændt på, hvad der egentlig ville komme ud af det. Da jeg lavede mine andre film, var jeg meget optaget af at følge fortællingen trofast, men denne gang har mit fokus været et helt andet sted. Det kom udelukkende an på at stole på mit instinkt og se, hvor det førte mig hen«.

Ret klogt, eftersom det førte direkte til en Guldløve og en oscarnominering som Mexicos officielle kandidat. ’Roma’ er netop blevet udråbt til årets bedste film af filmkritikerne på The New York Times, og der kan meget vel være mere af den slags i vente.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden