Trailerens tagline til den nye ’Hellboy’ tjener som en præcis forbrugervejledning: »Just for the hell of it«. Den antyder, at man ikke skal tage tingene for alvorligt. Nyd filmen, og tænk ikke for meget over den. Der er gang i den, og de visuelle effekter er så vulgære, at det virker originalt i en tid med mange selvhøjtidelige superhelte- og fantasyfilm.
Britiske Neil Marshall fik sit instruktørgennembrud i 2005 med den stramt fortalte gyserfilm ’The Descent’ om en gruppe kvinder, der bliver fanget i en grotte med blege monstre i krogene. Med ’Centurion’ smurte han talentet for tyndt ud på et større lærred med sværd og sandaler i romertiden, så der var grund til lidt sund skepsis over for hans møde med superheltegenren, hvor hans ’Hellboy’ skulle være mørkere, større og vildere end Guillermo del Toros to film om den rødmossede helt.




























