Lyt til artiklen
Bergur rykker tættere på. Puster den brede, muskuløse overkrop op med en vejrtrækning, så den løse, sorte hættetrøje krymper til kropsnær størrelse.
Han lader ansigtet med det millimeterkorte karseklippede lyse hår løfte sig mod loftet. Træder et skridt frem, mens han hæver hånden til en knytnæve. Og åbner munden: »Den som jeg har elsket højest er min mor/ Jeg sårede hende og sorgen er stor/ Vi talte ret hårdt og med højlydte stemmer/ Og sagde de ord, som vi aldrig mer’ glemmer«. Hans stemme er dyb og ren. Blikket er flakkende. Omkring ham står fire andre mænd i samme stilling. Ryggen rank, blikket spænende rundt i lokalet. Stemmen bragende ud i rummet.
