Det blev skabt i Tyskland, blev byttet væk til Rusland, stjålet tilbage til Tyskland, og så forsvandt det. Nu er det berømte og kostbare ravkammer, også kaldet verdens ottende vidunder, dukket op i Polen. Måske.

Se billederne: Polske dykkere mener at have fundet 'verdens ottende vidunder'

På 88 meters dybde ud for den polske havneby Ustka mener dykkere at have lokaliseret et vrag, der kan være det gamle tyske fragtskib SS Karlsruhe, som - måske - havde ravkammeret om bord. Foto: Baltictech/Ritzau Scanpix
På 88 meters dybde ud for den polske havneby Ustka mener dykkere at have lokaliseret et vrag, der kan være det gamle tyske fragtskib SS Karlsruhe, som - måske - havde ravkammeret om bord. Foto: Baltictech/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Måske har et hold polske dykkere på bunden af Østersøen fundet ... ja, verdens ottende vidunder. Eller dele af det: det berømte ravkammers paneler af rav og guld, som nazisterne stjal under Anden Verdenskrig, og som har været sporløst forsvundet lige siden.

Det kan også være, at det bare er det tætteste, nogen har været på at finde vidunderet – uden at finde det, forstås. Men den polske leder af dykkerholdet, Tomasz Stachura, er inkarneret skattejæger og ejer den splint af optimisme, der skal til for at tro på det umulige:

»Efter min vurdering er der kun 1 pct. chance for, at ravkammeret er der«, har han erkendt over for Jyllands-Posten. Inden han tilføjede:

»Men der findes ikke andre steder, hvor chancen er større«.

For to uger siden afslørede dykkerne, at de på 88 meters dybde ud for den polske havneby Ustka havde lokaliseret et vrag, og at det kunne være det gamle tyske fragtskib ’SS Karlsruhe’. Skibet blev sænket af sovjetiske fly kort inden Anden Verdenskrigs ophør, 13. april 1945, og ifølge dykkerne kan det have været det skib, der i krigens sidste desperate døgn forsøgte at fragte de kostbare rav- og guldpaneler til Tyskland.

Oprindelig blev ravkammeret bestilt af kong Friedrich I af Preussen som gemak til dronningens slot, Charlottenburg. For 300 år siden blev det skænket til den russiske tsar Peter den Store, der til gengæld skulle sende soldater den anden vej, og ravkammeret blev færdiggjort og opsat i sommerpaladset i Zarskoje Selo (i dag Pusjkin). Herfra spredte rygterne om guld og skønhed sig, og kammeret fik sit tilnavn: verdens ottende vidunder.

Men nazisterne demonterede hele molevitten under Anden Verdenskrig og stjal det med hjem, hvor det blev udstillet på Köningsberg Slot (der i dag hedder Kaliningrad Slot). Under et allieret angreb på byen blev kammeret pakket ned en gang til – denne gang fortonede det sig dog, hvor vidunderet var blevet af, selv om der er blevet ledt over hele verden. Ifølge tyske Die Welt er trofæet nazisternes største, og det tåler sammenligning med historierne om den hellige gral.

Nu håber dykkerholdet, at panelerne ligger på bunden af Østersøen. Og på, at de polske myndigheder vil gå med til at hæve vraget, så vidunderet kan komme til syne.

Anne Bech-Danielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her