De første spydige kommentatorer har allerede ironiseret over, at en gudinde for krig dukker op i Gazastriben.

Enestående fund: Bonde finder 4.500 år gammel stenskulptur

Foto: Mohammed Abed/Ritzau Scanpix
Foto: Mohammed Abed/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Arkæologi. Historien er hørt før: Bonde pløjer, bonde finder, bonde graver op, og arkæologer gør store øjne. Nu er den der igen, denne gang i den politisk omstridte Gazastriben. Her har en landmand fra Khan Yunis i den sydlige del af Gazastriben stødt på det, der har vist sig at være en 4.500 år gammel stenfigur af en kanaanæisk gudinde, skriver BBC.

22 centimeter høj er hun og med de fineste og stadig tydelige ansigtstræk mejslet ind i den gamle kalksten.

Det er palæstinensiske arkæologer, der har dateret gudinden med slangekrone til bronzealderen nogle tusind år tilbage. Skulpturen er en afbildning af Anat – en gudinde med så vidtrækkende ressortområder som krig i den ene ende af spektret og skønhed og kærlighed i den anden.

De første spydige kommentatorer på lokale netsider har da også allerede ironiseret over, at netop en gudinde for krig dukker op i Gazastriben, hvor kampe mellem Israel og Palæstina blusser op med jævne mellemrum. Men kærlighed kunne hun altså også, Anat, og enhver har lov at håbe, at hun stadig mestrer netop den kraft, som det kanaanæiske folk tillagde hende, ud over altså hendes særlige kompetencer i krigsførelse.

En talsmand for Hamas’ ministerium for turisme og antikviteter peger i stedet på fundet som en politisk pointering af Palæstinas historie i området. Hamas har tidligere fået skyld for at ødelægge kulturværdier for at skaffe plads til militærbaser, men i de senere år har organisationen blandt andet genåbnet en nyrestaureret byzantisk kirke og lukket en travl byggeplads efter fundet af 31 romerske grave. Ifølge BBC er det ikke med foreløbigt håb om turisme: Gazastriben, der huser over 2 millioner palæstinensere, er reguleret stramt af israelske og egyptiske ind- og udrejseregler.

Den lille Anat udstilles foreløbig i et tidligere palads i Gaza City, Qasr al-Basha, der i dag fungerer som skole og museum.

Anne Bech-Danielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her