»Som 20-årig teaterskoleelev gjorde Willumsen Museet et stort indtryk på mig. Det, der slog mig, var, at kunsten var lige på kanten af, hvad et menneske kan klare. En mand i Willumsens værker er jo formet af bølgen og mulden, hans muskler er som væltet op af jorden, de svulmer under huden, mens han kaster sig ud i bølgerne. Det er så kraftfuldt, at Willumsen bliver næsten surrealistisk i sin måde at behandle mennesket, lidelsen og storheden på. Følelser bliver trukket ud i farver, og når billeder er sådan, minder det mig om, hvordan det er at være skuespiller. Det med, at man trækker ting ud af den menneskelige psyke og forstærker dem eller underspiller dem«.
»Som ung kunne jeg ikke finde ud af, hvad jeg skulle mene om Willumsens kunst – om det var naziagtigt, eller hvad fanden det var. Men her, mange år senere, har jeg overgivet mig til storheden. Når jeg ser en mand på stranden, kan jeg endda tage mig selv i at tænke: Gud! Han er en rigtig Willumsen-mand – halvt menneske, halvt kronhjort!«.
