Kenn André Stilling stiger ud af bilen og trækker i et par enorme luffer, inden han med et sammenbidt udtryk i ansigtet krydser Dybbølgade for at finde stedet, hvor han vil installere et nyt kapitel i danmarkshistorien. Lettere skeptisk sjokker jeg efter ham op ad den isbelagte indkørsel til Dybbøl Mølle. Det forekommer mig rent ud sagt tvivlsomt, at der kan komme noget ud af den her mission. Jeg glider og er tæt på at knalde hovedet ind i en stentavle, og mens jeg fægter med armene for at genvinde balancen, når jeg lige at læse de øverste linjer på tavlen: »Tvende gange skudt i grus ...«. Så trækker Kenn André Stilling mig videre ud over de sneklædte bakker i den barske isnende vind. Det var her, preussiske stormtropper om formiddagen 18. april 1864 løb de danske skanser over ende på kun en halv time, hvorefter 8. brigade rykkede frem i et modangreb, der endte katastrofalt ved Dybbøl Mølle. Aldrig siden har et dansk landskab været så gennemvædet af blod. »Derhenne er det vist«, siger kunstneren og peger mod en bakke, hvor nogle stenblokke er strøet ud med løs hånd. Det er resterne af Skanse 4. Det er her Kenn André Stilling ligner en mand, der har kæmpet sig op til toppen af Mount Everest, som han står der på den historiske plet og vifter med sine luffer. »Her stod tyskernes sejrsmonument«, siger han. »Det er her, vi skal opføre det nye monument ... Er her ikke smukt?«.
Jeg når prustende op på siden af ham, og sammen giver vi os til at beundre omgivelserne. På den anden side af Vemmingbund ser vi de bakker, hvorfra tyskerne inden det afgørende stormløb hamrede løs på Dybbøl med deres alt for effektive bagladekanoner. Længere væk skimter vi Flensborg Fjord. »De her skanser må være lige så fredede som katakomberne under Kronborg«, siger jeg. »Det er en national helligdom ... Måske bliver det en lille smule svært at få lov til at opføre noget på lige netop dette sted«. »Nej«, afbryder Stilling. »Det er her, det foregår. Det står ikke til forhandling«. »Kunne det ikke lige så godt være derovre?«, forsøger jeg og nikker mod en udmærket forhøjning i nærheden, der ikke ser ud til at være afmærket som mindesmærke. Kenn André Stilling vender sit brede, frostrøde og skæggede ansigt mod mig og afrunder diskussionen: »Det er her. Ellers er der ikke noget ved det hele. Så bliver det ligesom, når man skal bygge en åndssvageanstalt. Man vil gerne have den, men bare ikke lige i sin egen baghave ...«. Ideen Der er gået nogle uger, siden jeg mødte Kenn André Stilling på en café i København for at høre om hans idé. Jeg satte mig på en rød plastiksofa under et væg til væg-spejl og tænkte på, at det var hans skyld, der fandtes franskinspirerede cafeer i Danmark. Sammen med et par stykker mere åbnede han Café Sommersko i 1976. Den første af sin art. Han har altid været propfyldt med ideer, og en del af dem er ført ud i livet. Som for eksempel det litterære tidsskrift Victor B. Andersen’s Maskinfabrik, der nu er udkommet igennem 35 år. En moppedreng af et tidsskrift, i sort-hvid, plastret til med billeder og poesi. Men Kenn André Stilling er frem for alt billedkunstner.
