Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fornemt. Politiken har besøgt The Armory Show, der er en af verdens største kunstmesser. Vores udsendte blev en kende skuffet.
Foto: PER FOLKVER

Fornemt. Politiken har besøgt The Armory Show, der er en af verdens største kunstmesser. Vores udsendte blev en kende skuffet.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Politiken på dyr kunstmesse i New York: »Hvor er det lige, kunsten vibrerer?«

The Armory Show er et højdepunkt i kunståret. Men er det her, det rigtig interessante foregår?

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Borgmester Bloomberg læner sig tilbage i den lave lænestol og kaster et blik ned mod snuderne af sine sortpolerede hyttesko. Foran ham på scenen står en ung mand i et dybblåt jakkesæt og fortæller os alle sammen, hvor helt igennem utroligt og fantastisk og enestående det er, at den her kunstmesse åbner lige om lidt.

Et par højhælede kvinder sender beundrende blikke op mod den unge fyr, der godt kunne minde om en voksmannequin. De sidder og hvisker et eller andet på italiensk.

»Vi har arbejdet på at styrke og reorganisere messen i år«, siger jakkesættet uden at bevæge en ansigtsmuskel. Han har præsenteret sig som Noah Horowitz, direktør for The Armory Show. Det er navnet på kunstmessen.

Centrum
Nu giver han ordet til Michael R. Bloomberg, som ud over at være borgmester i New York også er en af USA’s rigeste mænd. Han må desuden være en af de mest solbrændte.

Bloomberg minder os om, at det er præcis 100 år siden, det første Armory Show åbnede i New York. Man havde sejlet værker af Picasso, Kandinsky, Duchamp og en hel del andre avantgardistiske europæere over Atlanten, så man kunne fyre lidt op under amerikanerne, hvad kunst angår.

»Jeg tror, den udstilling banede vejen for det, New York er i dag, nemlig centrum for den moderne kunstverden«, siger Bloomberg.

»Kunsten har aldrig været stærkere eller mere vibrerende i New York«, fortsætter han. »Og hvert år er den her Armory-uge noget af det vigtigste og mest spændende i byens kulturelle kalender«.

Det er faktisk lige den slags, jeg kan lide at høre. Nu hvor jeg er rejst hele vejen herover.

Bloomberg er nået frem til den del af talen, hvor han opremser de økonomiske fordele ved sådan en messe og alle de andre kunstbegivenheder, der finder sted i lige netop disse dage.

»Denne uge vil booste vores økonomi«, siger borgmesteren og nævner et millionbeløb, der gør mig lidt svimmel, og som burde få alle og enhver til at beundre kunsten. Beløbet fremkommer, når man medregner hotelværelser, det øgede salg af burgere og den stærkt intensiverede taxikørsel i byen, mens det her står på.

Det er ingen hemmelighed, at Bloomberg godt kan lide kunst. Ingen i USA poster så mange dollar i kunst og kultur, som han gør.

Han har regnet ud, at hvis man bare kan få kunstnere og gallerier til at flytte ind i byens mere blakkede kvarterer, så går der ikke lang tid, før det bliver meget attraktivt at bo der, hvorefter det hurtigt bliver så mondænt og kostbart, at kunstnerne må flytte til nye tvivlsomme kvarterer, hvor det hele så kan begynde forfra. Til sidst har man en meget pæn og meget sikker by.

Den slags står borgmesteren og sludrer om, inden han runder af: »Hav en god uge. Det bliver rigtig sjovt. Og det er storartet for økonomien«.

Så sætter han sig igen ned og betragter sine hyttesko.

Plankerne. Den amerikanske kunstner Duke Riley opfordrer publikum til at gnubbe sig frem til aftryk af de rå planker, som han har fundet på Rockaway Beach efter orkanen Sandy. Foto: Per Folkver

Plankerne. Den amerikanske kunstner Duke Riley opfordrer publikum til at gnubbe sig frem til aftryk af de rå planker, som han har fundet på Rockaway Beach efter orkanen Sandy. Foto: Per Folkver


De flakkende blikke
Det er hurtigt forklaret, hvorfor jeg er her: For at se den vigtigste kunstmesse i verdens fedeste by. Jeg regner med at blive væltet omkuld af det her.

Jeg skynder mig ud af presserummet og hen ad kajen til Pier 94, hvor en gammel og enorm hal er udnævnt til messecenter. Det er her, den største del af showet udspiller sig. Samtidskunsten.

De har sat hvide skillevægge op over det hele, så gallerierne kan udstille deres kunstnere i små båse. Galleristerne kommer fra det meste af verden, helt fra Peru, Finland og Sydkorea. Her er også nogle stykker fra Danmark.

Lige inden for døren har de bygget et bjerg af Brillo-papkasser ligesom dem, Andy Warhol gjorde berømte. Man må gerne tage en med, gratis. Det har noget at gøre med det amerikanske tema, man kører i år.

Hos London-galleriet Lisson hænger et stort maleri af en samuraikriger – det ligner det i hvert fald – og foran billedet står en galleriassistent og smiler. Jeg kender ham lidt og hilser.

»Har de allerede lukket jer ind?«, spørger han, mens hans blik flakker til højre og venstre. Med »jer« mener han pressen. Hans smil er til ære for kunstsamlerne. Det kan jeg godt se nu. Han får øje på en af racen lige bag mig og bliver om muligt endnu mere uinteresseret i pressen.

Jeg bevæger mig videre langs standene. Hos Marlborough Chelsea, et af de tunge gallerier, står en yngre mand i et smalt slips. Jeg spørger ham, om det stemmer, at The Armory Show de senere år er faldet lidt af på den? Det har jeg nemlig ladet mig fortælle. En snes af verdens vigtigste gallerier gider ikke længere deltage i Armory.

»Det er noget sludder«, siger det smalle slips. »Det går rigtig, rigtig fint«. Så vender han ryggen til mig og griner mod en samler.

Mødet med øksemanden
Det er nok bedst at danne sig sit eget indtryk, tænker jeg og slentrer videre, forbi den ene galleristand efter den anden. Allerede efter få meter begynder det at flimre for mine øjne.

De fleste gallerister har fyldt deres aflukke helt op med værker. Det virker, som om de har taget noget med fra alle de kunstnere, de repræsenterer. Et enkelt værk af hver kunstner. Op på væggen med det hele. Det er noget værre rod. Det er som at gå rundt i Bilka, bare uden noget bestemt system på hylderne.

Inde i aflukket er der som regel sat et lille bord op, så galleristen har noget at støtte sig til, mens han venter på, at der skal komme nogen og købe et eller andet. Mange af galleristerne har noget desperat i blikket. Tænk nu, hvis ingen kommer!

Så er det, jeg er lige ved at banke ind i en mand, der er cirka tre meter høj og skaldet. Han er iført en ternet, kortærmet skjorte og holder en tung økse i hænderne. Det er et kunstværk, selvfølgelig.

Kunsten har aldrig været stærkere eller mere vibrerende i New York

Han holder vagt foran Galerie Laurent Godin. Det er et parisisk galleri, og Laurent Godin i egen person passer butikken. Den skiller sig ud ved kun at vise én kunstner, nemlig newyorkeren David Kramer. Ud over øksemanden har Kramer skabt en håndfuld malerier og flikket nogle farvestrålende møbler sammen, herunder et fritstående barskab med vodka og Campari plus en del andre former for alkohol.

»Jeg har faktisk lavet udstillingen her som en slags lounge for mine venner, hvis de skulle kigge forbi. Så kan vi lige feste lidt«, siger David Kramer, som viser sig at drysse rundt i nærheden.

Vi slår os ned i møblerne. Også Laurent Godin.

Lampen. Den danske gallerist Claus Andersen er med på The Armory Show for første gang og havde allerede udsolgt efter en dag. Her står han under en slags lampe skabt af argentineren Saraceno. Foto: Per Folkver

Lampen. Den danske gallerist Claus Andersen er med på The Armory Show for første gang og havde allerede udsolgt efter en dag. Her står han under en slags lampe skabt af argentineren Saraceno. Foto: Per Folkver


Der skal sælges
»Jeg ved godt, folk siger, at det går ned ad bakke for Armory. Men os går det altså godt for«, siger Godin.

Længere når han ikke, før en kvinde kommer og spørger, om hun ikke lige kan reservere et af malerierne. Godin undskylder. Det studser jeg over. Han ligner ikke de andre gallerister, jeg er rendt ind i.

»Det er en meget afslappet messe. Der er ikke lige så mange regler som for eksempel på den store messe i Basel«, siger Godin, da han har ekspederet kvinden.

En del af de gallerier, der har droppet The Armory Show, er gået over til konkurrenten Frieze, som er en London-messe, der har åbnet en filial i New York. Denne messe finder sted i maj.

»Men jeg foretrækker Armory. Det er en amerikansk messe i Amerika. Jeg tager heller ikke til New York for at spise på en fransk restaurant«, siger Godin.

Jeg vender mig mod Kramer og spørger, hvad han synes om borgmester Bloomberg?

»Bloomberg har gjort byen mere kunstnerisk«, svarer kunstneren uden at behøve tænke sig om ret længe. »Men også mere kunstig. Borgmesteren går mest op i, at de rige skal føle sig trygge«.

Og nu kan hverken Kramer eller Godin sidde ned længere. Der skal sælges. Så må jeg også hellere se at komme videre.

Malerier sælger
Jeg zigzagger mellem kunstsamlere i sjove og garanteret sindssygt dyre sko – mange af dem bærer rundt på en Brillo-kasse – mens jeg prøver at åbne sindet for en ren og uspoleret kunstoplevelse. Jeg kan ikke få det til at virke.

Jeg kan godt se, at der er fine ting på væggene, det er slet ikke det, men mængden og den uopfindsomme og kaotiske præsentation gør, at værkerne så at sige ophæver hinanden. Jeg bliver kunstblind. Og mere og mere irritabel.

»Det her virker sgu lige så forvirrende og provinsielt som en kunstmesse i Forum«, siger jeg klagende til Claus Andersen, som er en af de danske gallerister på Armory. Han har Andersen Contemporary på Amager. Og han har allerede solgt de værker, han havde med til New York.

»Du har ret«, griner han. »Dette er en meget lokal messe. Her kommer ikke så mange udenlandske samlere«.

»Hvorfor er her for resten næsten udelukkende malerier og lidt skulpturer?«, spørger jeg. »Hvorfor er her for eksempel ingen installationer eller videokunst? Det virker ret old school ...«.

»Sådan er det bare. Malerier er nemmest er sælge«, svarer Claus Andersen.

Der er ikke noget galt med Claus Andersen. Men jeg har fået nok af The Armory Show, sorry, Noah Horowitz, nu skrider jeg.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: FOLKVER PER


Det er næsten rent raseri
Jeg damper sydpå ad Twelfth Avenue, grublende over, hvordan den største kunstmesse i New York kan virke så uimponerende. Hvor er det lige, kunsten vibrerer, Mr. Bloomberg?

Et godt stykke ude ad avenuen drejer jeg op ad en sidegade, ind i den del af Manhattan, der hedder Chelsea. Jeg passerer et galleri, så et mere, et mere og så endnu et De ligger på rad og række. Store, hvide lokaler fyldt med kunst.

Jeg dykker ind i hos Sean Kelly, der har en dragende laserinstallation af Anthony McCall i kælderen. I et andet galleri hænger der en masse fotografier af danskerne Nicolai Howalt og Trine Søndergaard. Og da jeg når ned for enden af 24th Street, står der Gagosian på en anonymt udseende, men meget monumental dør. Jeg åbner den og træder ind.

Jeg ved godt, at Larry Gagosian er en stor kanon, velsagtens verdens største kunsthandler, alligevel kommer det her bag på mig. Det er et galleri på størrelse med et museum. Det ene kolossale rum efter det andet. Og alle vægge er reserveret til en enkelt kunstner. Til Jean-Michel Basquiat.

Sådan er det bare. Malerier er nemmest er sælge

Basquiat er ham graffitimaleren fra Brooklyn, som i starten af 1980’erne rykkede inden døre og begyndte at male de vildeste billeder, man overhovedet kan forestille sig. Det var ren dynamit. Og den eksploderede mellem hænderne på Basquiat. Han døde i 1988, blot 27 år gammel.

Her hænger mere end 50 af hans store malerier. Hvert eneste af dem gør mere ved mig end hele summen af The Armory Show. Det er alvor, det her. Eller som Jean-Michel Basquiat selv sagde om sin måde at male på:

»Det er cirka 80 procent raseri«.

Dansk kurator
Et par gader længere henne holder den alternative messe Independent til. Den er meget mindre end Armory, men til gengæld meget sjovere. Jeg går tavst – stadig med Basquiat siddende i kroppen – fra den ene etage til den næste, mens mit humør stille og roligt bevæger sig samme vej: opad.

En af kunsterne har fået fingre i forskellige håndvåben. Han har splittet våbnene ad og malet stumperne sorte og konstrueret musikinstrumenter af dem. Blandt andet en elektrisk guitar.

Jeg forlader Independent og tager en taxi til Bowery på Lower East Side, hvor jeg har hørt, der skulle være en interessant udstilling på galleriet, der hedder The Hole.

Det er danskeren Jesper Elg, der har kurateret udstillingen. Han er manden bag galleriet V1 i Kødbyen og var sidste år med på The Armory Show. Nu har han samlet en ordentlig bunke malerier fra Europa og USA og hængt dem op på væggene i The Hole.

Der er fernisering og fyldt med mennesker. Jeg maser mig frem mellem sortklædte fyre og kvinder med grønt hår og ubegribeligt høje sko. Er lige ved at træde på en lille hund, som har en ældre kvinde i leopardregnfrakke for enden af snoren.

»Hey, slår du ikke lige den hund ihjel«, kommer jeg til at sige til en mand, der også er tæt på at kollidere med dyret.

»Det kommer an på, hvor meget du tilbyder mig for det«, svarer han med et grin.

Danskere. Trine Søndergaard og Nicolai Howalts udstilling i Bruce Silverstein Gallery, 24 street.
Foto: FOLKVER PER

Danskere. Trine Søndergaard og Nicolai Howalts udstilling i Bruce Silverstein Gallery, 24 street.


Chicken or Beef?
Så får jeg øje på Jesper Elg i mylderet. Jeg spørger ham, hvad han synes om The Armory Show, som han tidligere på dagen har været henne og se.

»Jeg blev ikke begejstret særlig mange steder«, svarer Jesper Elg. »Da jeg trådte ind og som det første så den der amerikanske sektion, tænkte jeg, at det her var forfejlet, det var ikke cutting edge «.

Det er, som om The Armory Show har svært ved at finde sin egen identitet, mener Elg.

»Men selv om jeg er skuffet over Armory, så sker der så meget andet i New York i denne uge. Og samlet set synes jeg stadig, det fungerer rimelig godt«.

Han remser nogle af tilbuddene op: de amerikanske kunsthandleres Art Show, Volta New York, Independent og ikke mindst alle gallerierne på Lower East Side, som lige nu er det sted i New York, hvor det syder og bobler mest i kunsten.

Så det er vel ikke tilfældigt, at Jesper Elg lige har sagt ja til at arrangere en udstilling her i The Hole.

Udstillingen hedder ’Chicken or Beef?’ og handler om relationen mellem amerikanske og europæiske figurative malere.

»Den hedder ’Chicken or Beef?’, fordi det er det, du altid bliver spurgt, når du flyver United fra København til USA «, siger Elg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mennesker og billeder
»Er det ikke lidt gammeldags at vise malerier?«, spørger jeg.

»Jo, absolut, men samtidig er det stadig avantgarde Der er åbenbart et eller andet i den menneskelige bevidsthed, der gør, at vi har lyst til at fortælle hinanden her og nu, hvordan vi har det. At fortælle det i billeder. Det gælder lige fra hulemalerierne i Chauvet i Frankrig til de billeder, vi tager med Instagram«.

»Det kan der måske være noget om«, siger jeg.

Nu er jeg så også ved at have fået kunst nok for en dag. Men inden jeg forlader The Hole, standser jeg foran et stort, noget naivt lærred, der er malet af amerikaneren Dan Attoe.

Det forestiller fire rimeligt kiksede mennesker, der har kæmpet sig op på en bjergtop. En er iført hvide tennissokker. En anden sidder i kørestol. Alle er ualmindeligt begejstrede. Euforiske.

Og nu kan jeg også godt mærke, at der er et eller andet inde i mig, der begynder at vibrere.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden