Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Linedans. Jan Nieuwenhuijs' 'Hane, der går i søvne' balancerer både på sin line og et sted mellem drøm, poesi og vildtvoksende humor.
Foto: PR-foto

Linedans. Jan Nieuwenhuijs' 'Hane, der går i søvne' balancerer både på sin line og et sted mellem drøm, poesi og vildtvoksende humor.

Kunst

Udstilling med tidligere Cobra-maler er både fantasifuld og morsom

Jan Nieuwenhuijs tog kunsten seriøst, men han er bedst, når han samtidig er sjov.

Kunst

Ganske vist var deres bedstefar fritidskomponist, men ellers var der intet i brødrene Nieuwenhuijs’ familiehistorie, der pegede på, at de skulle være kunstnere.

Alligevel vidste både Jan Nieuwenhuijs (1922-1986) og hans storebror, Constant, tidligt, at det var den vej, de ville. Til forældrenes store fortrydelse.

Det var nu heller ikke gode tider, dengang sidst i 1930’ernes Amsterdam, og det skulle blive endnu værre.

LÆS OGSÅ

Under den tyske besættelse kunne en kunstner for eksempel kun købe materialer, hvis han eller hun lod sig registrere hos ’Kulturkammeret’ – og derefter udførte den nazianerkendte form for kunst.

Og det var ikke lige den slags kunst (og på ingen måde den politik), de unge Nieuwenhuijs’ere var interesserede i, så de gik mere eller mindre under jorden.

Det var således først efter krigen, at Jan Nieuwenhuijs for alvor kunne finde frem til sit eget kunstneriske udtryk, og det gjorde han i parløb med en række andre unge, hollandske kunstnere.

Ny kunst til en ny tid
I 1948 dannede han, sammen med Karel Appel, Corneille, Anton Rooskens, Theo Wolencamp og broren Constant den ’Experimentele Groep in Holland’. Kort tid efter indgik hollænderne i den endnu større kunstnergruppe, der kom til at hedde Cobra, med dansk deltagelse af blandt andre Asger Jorn og Carl-Henning Pedersen.

Ideen var at skabe en ny kunst til en ny tid. Naturalismen var forældet, men den rene abstraktion fandt kunstnerne for fjernt fra det menneske, de gerne ville sætte i centrum.

Selv om Nieuwenhuijs' stil minder om klassisk Cobra, brød han med gruppen, inden der var gået et år

Men selv om Nieuwenhuijs’ stil minder meget om klassisk Cobra, hvor spontaniteten er et omdrejningspunkt, så brød han med gruppen, inden der var gået et år, simpelthen fordi han fandt Cobra for lidt revolutionær.

Og man må da også lade Nieuwenhuijs, at han med en titel som ’Jomfruen, der skider sine kønsdele ud’ fra 1948 placerede sig helt i forkanten af, hvad man kunne tillade sig.

Selve værket er faktisk mere tilforladeligt, for selv om man næsten kan høre det røde splask fra kønnet, så griner hendes røv sig selv i laser ved synet!

Kvinden i centrum
At jomfruen samtidig mere ligner et mangebenet dyr end et menneske, er karakteristisk for Nieuwenhuijs’ udtryk. For selv om også andre Cobrakunstnere lod fantasien få frit spil, så er hans værker i særlig grad inspireret af surrealismens skæve drømmesyner.

Og det, Nieuwenhuijs ser og forestiller sig, er først og fremmest kvinden.

I Nieuwenhuijs’ liv hed denne kvinde Cocky, og han giftede sig med hende i 1951.

Få år senere rejste parret sammen med et cirkus gennem Algeriet og Marokko, mens balletdanseren Cocky optrådte i manegen og Nieuwenhuijs sugede til sig af atmosfæren. Men allerede i 1949 udførte han faktisk et maleri med noget, der ligner et cirkusmotiv.

Seriøsitet og humor
Titlen er ’Hane, der går i søvne’ og sikke et søvngængeri. Den flammerøde hane befinder sig således på en line, udspændt mellem noget, der minder om en flagstang, og en stige så høj, at den når helt op til månen.

På ryggen balancerer både et dyr og en kvinde, der er klippet ud af en tegning og klistret på maleriets sorte bund, som oven i købet er isprængt selvlysende stjerner.

I værket forener Nieuwenhuijs det drømmende og poetiske med både sin forkærlighed for kvinden og en særegen humor, som man genfinder i hans bedste værker livet igennem.

For selv om Nieuwenhuijs tog sin kunst mere end alvorligt, så er han bedst, når han samtidig er sjov.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bryster bliver til kupler

Og morsom er han oftest, ikke mindst i de mange morphinger af kvindekroppen, der fordobles og bliver til noget nær arkitektur, sådan som det sker i et værk uden titel fra midt i 1950'erne, der da også er valgt som udstillingens plakat.

Her bliver bryster til kupler, og tårne får ansigter – og det hele kan bæres på hovedet af en saligt smilende kvinde uden egen krop.

Andre steder slår inspirationer fra ældre kunstnere som Joan Miró, Wassily Kandinsky og Fernand Léger lige lovligt tydeligt igennem, ligesom man flere steder ser stærke påvirkninger fra hans samtidige kolleger, ikke mindst Corneille og Anton Rooskens.

LÆS OGSÅ

Nieuwenhuijs opnåede da heller aldrig samme succes som flere af sine jævnaldrende, hvilket både kan aflæses af – og måske endda forklares ved – hans ikke særlig ihærdige udstillingsaktivitet.

Broderen derimod blev i Cobra, fik hugget sin kone af Jorn og kastede sig senere fuldt og helt over det utopiske byprojekt 'New Babylon'. Men det er en anden historie.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce